Nu begynder Landbrugsstyrelsen at udbetale slagtepræmie for 2019 til danske kvægproducenter.
- Vi udbetaler slagtepræmier på i alt 180 millioner kroner fra starten af marts til udgangen af juni 2020.
- Udbetalingerne går i gang efter planen og sker til de kvægproducenter, som har tilmeldt sig ordningen, og som har slagtet mindst fem kvier, stude og tyre i 2019. Du skal som landmand ikke gøre andet end at tjekke brevet om udbetaling, som er på vej til dig, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.
Der kan gå op til fem bankdage, fra du modtager brevet om udbetalingen, til pengene bliver overført til din NemKonto.
Der blev i 2019 slagtet cirka 234.300 dyr. Cirka 3.800 landmænd er både tilmeldt ordningen og har slagtet mindst fem præmieberettigede dyr. De får udbetalt 768 kroner pr. dyr.
Tilmeldinger i 2020
Du kan tilmelde dig slagtepræmie for 2020 samtidig med, at du indsender Fællesskema 2020. Fristen for tilmelding er 12. maj 2020, som er fristen for at sende Fællesskemaet forsinket. Hvis du tilmelder dig efter fristen, afviser styrelsen tilmeldingen.
- Vi modtager hvert år cirka 9.000 tilmeldinger fra landmænd, som ikke slagter dyr. Vi kommer derfor på besøg for at kontrollere dyr hos landmænd, som slet ikke har kvæg. Det vil vi gerne undgå. Vi anbefaler derfor, at du kun tilmelder dig slagtepræmie i 2020, hvis du regner med at slagte mindst fem kvier, stude eller tyre, skriver styrelsen.
mip