Unge byder ind med naturpleje
To 24-årige studerende har opbygget en virksomhed, som i år med 130 moderdyr og deres kalve afgræsser 190 hektar naturområder. Blandt andet Vigelsø i Odense Fjord, hvor Fyns Kødkvæg forleden var taget på sommerudflugt.

Medlemmer af Fyns Kødkvæg var forleden på udflugt til Vigelsø midt i Odense Fjord, hvor to unge agronomstuderende har aftale med Naturstyrelsen om afgræsning af 30 hektar strandeng.
Efter den lange tørkeperiode har det seneste tids skiftende solskin og regnvejr gjort, at græsset nærmest vælter op af jorden. Det nyder de græssende kreaturer godt af, også på den lille ø Vigelsø midt i Odense Fjord.
Dyrene ejes af to 24-årige kammerater, Morten Maigaard Sørensen og Niels Juul Belling, der til en flok kødkvægavlere i forbindelse med Fyns Kødkvægs sommerudflugt kunne fortælle deres usædvanlige historie om at være »naturplejere« i en så ung alder, alt imens de bor i København og studerer jordbrugsøkonomi og husdyrvidenskab, der af de fleste huskes som den gamle agronomuddannelse.
Foruden aftalen om de 21 hektar strandenge på Vigelsø, som næste år øges til 50 hektar, sørger de også for afgræsning af et 50 hektar område omkring den ligeså store Vitsø ved Søby på Ærø, 7 hektar mose ved Tommerup, samt 104 hektar strandenge på Kalvebod Fælled på Vestamager.
Læs hele den spændende historie fra aftenturen til Vigelsø i denne uges LandbrugFyn.