Revisorassistent, Annette Bach Andersen, kan den 1. juni 2024 fejre 40-års jubilæum i LandboNord. I 1984 begyndte Annette som elev i det, der dengang hed Han Herredernes Landboforening i Fjerritslev, som sidenhen blev til LandboNord.
Gennem de 40 år har Annette oplevet, hvordan teknologi og digitalisering har ændret arbejdsopgaverne i hverdagen markant, når det gælder både arkivering, bogføring og regnskabsudarbejdelse. Hun husker blandt andet hvordan computerens indtog på kontoret startede med én computer til deling, så en delecomputer på svingarm mellem 2 kolleger og slutteligt en PC til alle. Med den øgede digitalisering blev PC’en med tiden til en bærbar, der giver mere fleksibilitet.
Annettes arbejde indebærer, at hun har travlt i første halvår på grund af deadlines til moms- og skatteregnskaber samt årsrapporter – mens andet halvår giver mere plads til afspadsering og samvær med familien.
Annette har oplevet flere skift i sin tid i LandboNords ØkonomiRådgivning. Hun gjorde sin debut i Fjerritslev, men arbejder nu i Brønderslev. Gennem årene har mange kolleger nydt godt af Annettes store indsigt i bogføringsprogrammer og hendes viden om mange forskellige arbejdsopgaver. Arbejdsopgaverne i dag er bogføring, moms- og skatteregnskaber samt årsrapporter.
Annette laver også dataoverførsel fra diverse programmer og ind i Ø90. Hun arbejder primært med landbrugskunder indenfor kvæg og planteavl, men har også med flere kunder, der ikke beskæftiger sig med landbrug.
Kendetegnet ved en god rådgivningsvirksomhed er, at den understøtter kundernes behov bedst muligt. I LandboNords ØkonomiRådgivning har kundernes behov ændret sig i takt med, at landbrugsvirksomhederne er blevet større. Annette husker, at kundernes behov tidligere primært var bogføring - men i dag omfatter det også betalinger, fakturering og løn. Jubilæet bliver fejret ved et internt arrangement i LandboNord.