Ny landbrugsdirektør i Nordea er rekrutteret internt

Morten Riget bliver ny landbrugsdirektør i Nordea. Fynboen skal fremover stå i spidsen for at udvikle og udbygge bankens position som en stærk og solid forretningspartner for eksisterende og nye landbrugskunder.

Morten Riget bliver ny landbrugsdirektør i Nordea Danmark. Han har arbejdet med landbrugskunder i Nordea siden 2010 - først som leder af Landbrugscentret på Fyn og siden 2016 som chef for Landbrugscenter Jylland Syd og Fyn i Kolding.

- Landbruget er ét af Danmarks vigtigste erhverv, og jeg glæder mig meget til at komme endnu tættere på alle de landbrugskunder, som hver dag arbejder hårdt på at producere og levere fødevarer til danskerne og udlandet. Det bliver min fornemmeste opgave at udvikle Nordeas relation og samarbejde med vores landbrugskunder, siger Morten Riget.

Morten Riget overtager posten som landbrugsdirektør fra Torben André Petersen, der pr. 1. marts tiltrådte som ny højrehånd til bankdirektør Bjørn Bøje Jensen i Business Banking Danmark.

Stor indsigt i landbruget

Med sit stærke fokus på kunderne og store interesse og indsigt i landbrugserhvervet er Morten Riget ifølge Nordea den helt rigtige mand på posten.

- Han kommer med en solid landbrugs- og ledelseserfaring efter flere år som chef i bankens største landbrugscenter, og det vil helt sikkert komme vores kunder til gode, siger Torben André Petersen.

Morten Riget bliver samtidig med udnævnelsen en del af Nordeas ledelsesteam i Business Banking og indtræder desuden som bankens repræsentant i Finans Danmarks landbrugsudvalg. Han er startet i sin nye stilling den 1. maj 2020 .

Den nye landbrugschef er 51 år og bor i Odense med sin familie.

jll@effektivtlandbrug.dk

telefon 63 38 25 48

Læs også