Fejl i kontrolrapport fra statslige fødevarekontrollanter har i praksis ført til salgsstop hos andelsslagteriet i Struer. Nu havner sagen for en dommer.
Andeslagteriet Dan Duck i Struer har besluttet at stævne Fødevarestyrelsen. Det sker på baggrund af en kontrolrapport, som sendte virksomheden ud i en shitstorm, som stoppede salget af virksomhedens juleænder i højsæsonen lige op til jul.
- Vi kæmper for at sikre os, at virksomheden kan overleve, og det gør vi med alt det, vi kan, siger adm. direktør Hardy Eskildsen til DR.
Slagteriet fik i december kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen, hvilket resulterede i en kontrolrapport, der påpegede, at under halvdelen af medarbejderne vaskede hænder, før de gik i gang med arbejdet. Styrelsens kontrollant havde dog overset, at nogle medarbejdere vaskede hænder ved andre håndvaske.
Salget er stoppet
Kritikpunktet med uvaskede hænder blev ikke drøftet med slagteriet, før kontrollanten forlod slagteriet, hvilket er et brud på reglerne om partshøring. Og kontrolrapporten blev herefter offentliggjort på Fødevarestyrelsens hjemmeside, hvilket endte i pressen - og så stoppede salget af juleænder fra Dan Duck.
Først ti dage efter nytår erkendte Fødevarestyrelsen sin fejl. Resultatet er blandt andet, at det nu ligger 40.000 slagtede og usolgte ænder på køl.
Hos styrelsen erklærer kødkontroldirektør Johan Kjølhede Overgaard sig overrasket over, at sagen er endt med en stævning.
Samtidig klæber sagen til Dan Duck, der under normale omstændigheder ville have afsat 80-85 procent af 2020-produktionen på nuværende tidspunkt til julesalget i detailhandlen. I marts havde slagteriet imidlertid ikke solgt én eneste and.
Det er ikke fastlagt, hvornår sagen kommer for retten.
jll@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 48