Stille start på traktorsalget

Det blev John Deere, der indtog førstepladsen i den første traktorstatistik for 2021. Markedet er faldet med godt 5,5 procent i forhold til sidste år.

Der er vendt rundt på placeringer i januar måneds traktorstatistik i forhold til sidste år. New Holland blev i 2020 den mest solgte traktor i Danmark, men i traktorstatistikken for januar måned, placerer mærket sig på en sjetteplads i statistikken.

Det er John Deere som indtager førstepladsen for januar måned med 25 solgte traktorenheder. Nummer to er Fendt med 24 og på tredjepladsen kommer Massey-Ferguson med 22. Case IH og Claas har begge leveret 13 traktorer, New Holland 11, Valtra 6 og Deutz-Fahr, Kubota, McCormick og Zetor hver én.

Claas Axion 960 og Fendt 724 Vario er måneds mest solgte traktormodeller med hver seks enheder. Case IH Puma 240 CVX, som var den mest solgte traktormodel i 2020 kommer på andenpladsen sammen med Fendt 942 Vario og Massey-Ferguson 7726S alle med hver fem.

I alt er der nyregistreret 119 traktorer i januar måned mod 126 i 2020. Det er et fald på lige over 5,5 procent.

Traktorsalget over 200 hk føres i januar måned af Fendt med 22 enheder, Massey-Ferguson med 19, John Deere 16, Claas 10, New Holland 8 og Case IH med 7 traktorenheder.

per@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 20 25 10 37

 

Læs også