Pløjemesterskab uden unge fynboer

Ved danmarksmesterskabet i pløjning ved Nibe er Fyns LandboUngdom ikke repræsenteret. Til gengæld stiller syv fynske veteranpløjere ved lørdagens stævne.

Når startskuddet til årets danske mesterskab i pløjning finder sted ved Nibe på lørdag den 30. oktober, bliver det uden fynsk deltagelse indenfor LandboUngdom-kategorierne, henholdsvis lift- og vendeplove for juniorer og seniorpløjere.

Årsagen er, at der ikke stillede pløjere op i landboungdomsregi ved Fynspløjningen 2021 på Brobygård.

- Desværre har vi for tiden ingen medlemmer, heller ikke i bestyrelsen, som har vist interesse for pløjekonkurrencer, beklager formanden for Fyns LandboUngdom, Anders Lindenskov.

- Men vi modtager meget gerne henvendelser fra interesserede, også fra unge eller ældre, som kunne tænke sig at konkurrere eller blot hyggepløje. Vi vil helt sikkert bakke op for ethvert pløjeinitiativ, så vi igen får både et fynsk landboungdomsstævne og DM-deltagelse.

Samtidig påpeger han vigtigheden af kendskabet hos de unge og teknikken for den korrekte pløjning, både i forhold til plovens indstillinger og pløjearbejdet.

Syv veteranpløjere

Mens landboungdomsfeltet i år må undvære fynsk repræsentation, er der til gengæld ikke mindre end syv fynboer, som tager den lange tur til Nibe på lørdag med deres veterantraktorer og plove.

I konkurrencen med 1-furede plove stiller fynsmesteren fra stævnet på Brobygård i september, Aksel Østerlund fra Skellerup, op med sin danskproducerede Acam traktor fra 1955 og en Fraugde plov fra samme år. I samme kategori deltager Bent Hjortshøj Jacobsen fra Veflinge og Finn Pjengaard, Bogense, henholdsvis med en Bolinder-Munktell 200 Teddy fra 1954 og en Fraugde-plov, samt en Porsche 108 ligeledes fra 1959 med en 1-furet Langeskov-plov fra samme år.

Indenfor de flerfurede veteranplove er Fyn repræsenteret af Peder Haugaard, Veflinge, med sin Fahr D177 fra 1959 og en to-furet Fraugde-liftplov fra 1958. Blandt de bugserede to-furede plove stiller Holger Strøger Hansen, Assenbølle, op med sin Fraugde-plov og sin BM Victor fra 1958.

Endelig er de fynske farver repræsenteret i Classic-kategorien med de lidt nyere traktorer og plove, af to pløjere. Det er Richard og Holger Stengaard fra Rørup, som henholdsvis pløjer med en Kverneland og Øverum plov. Traktorerne, de to kører med, er henholdsvis en Volvo BM 350 fra 1966 og en Bukh 403 fra 1964.

Også skolepløjning

Stævnet, som foregår på Rokkedahl Landbrug ved Nibe, indledes med åbningsceremoni lørdag klokken 9.00. Pløjningen for LU-pløjerne og veteranpløjerne foregår frem til 14.30 – med frokostpause fra 11.00 til 11.50.

Sideløbende er der dansk mesterskab for hold af elever fra landets landbrugsskoler.

DM-stævnet afrundes med offentliggørelse af dagens vindere klokken 16.30 i plovkroen.

Læs også