Landets første klimadag afholdes hos LandboNord i Brønderslev. Her vil de nordjyske landmænd blive klogere på deres klimaaftryk og det nye klimaværktøj ESGreen Tool. Det oplyser Seges Innovation i en pressemeddelelse.

Dagen vil byde på oplæg fra blandt andre den lokale svineproducent Kasper Thing Andreasen, der driver Thing Svineproduktion lidt uden for Brønderslev. Han vil fortælle om sin motivation for at arbejde med klima og bæredygtighed på sin bedrift.

- Landbruget skal som erhverv arbejde med klima og bæredygtighed, fordi vores eksistensberettigelse afhænger af det. Personligt bliver jeg motiveret af at arbejde med det, fordi jeg elsker at blive klogere og udvikle min bedrift, siger Kasper Thing Andreasen og fortsætter:

- Men den vigtigste motivationsfaktor er nok min grundlæggende stolthed over at være landmand. For hvis landbruget skal fortsætte med at eksistere, skal vi blive bedre til at vise samfundet, hvor dygtige vi er.

Du kan gøre en forskel

Seges Innovation oplyser, at deltagerne på klimadagen hos LandboNord sammen vil fokusere både på klimadagsordenen i det store perspektiv, og på hvordan man kan gøre en forskel på sin egen bedrift ved hjælp af ESGreen Tool.

Det er også noget, Kasper Thing Andreasen, har forventninger til.

- Klimadagene er en helt oplagt mulighed for at dygtiggøre sig selv. Det er gratis videreuddannelse, personlig vejledning i vores nye klimaværktøj og en oplagt mulighed for netværk og sparring, siger Kasper Thing Andreasen og tilføjer:

- Og klimadagsordenen forsvinder jo ikke, så indholdet vil være relevant for unge som gamle, da samfundet og vores samarbejdspartnere alle går op i, at vi som landbrug kan dokumentere vores bidrag til den grønne omstilling.

Bliv skarp på landbrugets klimaværktøj

Alle landbrug skal de kommende år gøre en ekstra indsats for at sikre et lavere klimaaftryk fra landbrugsproduktionen.

Og der er netop konkret hjælp at hente med klimaværktøjet ESGreen Tool, der kan beregne klimaaftrykket på bedriften og understøtte valgene af klimatiltag.

Igennem 2022 vil tusinder af landmænd blive samlet på klimadage over hele landet. Det er gratis at deltage, og den nærmeste klimadag kan man finde på Seges Innovations hjemmeside, hvor man også løbende vil kunne se de opdaterede programmer for hvert enkelt arrangement på den fælles tilmeldingsside.

For mere information om ESGreen Tool, kan man se www.esgreentool.dk.