Fagligt møde - Økologi - Søften

Velas byder velkommen til en hyggelig aften med økologisk landbrug i fokus. 
Et spændende arrangement med fremtidens økologi, produktion og klima som overskrift. En aften med mulighed for netværk og sparring med kollegaer over et solidt økologisk aftensmåltid.

Økologi, produktion og klima er aftenens overordnede emne.

For dem, der har tid og lyst, er der en hyggelig økologisk middag i selskab med gode kollegaer, inden de faglige indlæg starter. Erfaringerne fra tidligere år er, at det er super hyggeligt og det er oplagt at invitere naboen, de ansatte og konen med i byen. Menuen vil være velsmagende godt mørt oksekød med diverse salater og grøntsager til. Der er øl, vand og vin med i prisen.

Klima og biodiversitet fylder meget og overskygger ind imellem økologien. Det er der ingen grund til, da der er masser af biodiversitet på de økologiske ejendomme og erhvervet er optaget af, hvordan økologien kan bidrage til en forbedring af klimaet. Med udgangspunkt i den aktuelle debat tager professor Jørgen Eivind Olesen os igennem, hvad det er, der betyder noget, hvis vi virkelig skal lave en klimaforbedring i det økologiske landbrug.
Jørgen Eivind Olesen kommer med sit bud på, i hvilken retning produktionen vil udvikle sig.

Jørgen Eivind Olesen har arbejdet med økologiske problemstillinger i mere end 25 år og har en særdeles god forståelse for, hvordan tingene fungerer i dag, og hvordan fremtiden former sig med CO2-afgifter m.m.

Vi runder aftenen af med at høre lidt om, hvad der sker med markedet for afsætningen af de økologiske varer og hvordan det kan påvirke prisdannelsen.
Dette kombineret med et indblik i den politiske verden giver samlet set et rigtig godt beslutningsgrundlag for, i hvilken retning man ønsker at udvikle sit økologiske landbrug.

Vi glæder os meget til at se jer til en inspirerende aften, hvor vi kan dele viden og erfaringer.

Af hensyn til forplejning er der tilmeldingsfrist d. 23. februar.

28-02-2023
18.00 - 21.15
Velas
Velas Søften