Vanen tro bydes der på et par hyggelige dage, når det store Børn & Dyr-skue på Bregentved i weekenden 30. juni - 1. juli afvikles i Piberhusfolden ved Bregentved Gods nær Haslev.
Gennem lang tid har forberedelserne blandt de flere hundrede frivillige stået på, så de mange børn, der traditionelt tager del i skuet, får nogle gode dage i hinandens selskab og med deres dyr – alt fra mindre kæle- og hobbydyr til kalve, ponyer og heste.
Børn & Dyr på Bregentved, der næste år kan fejre 50-års jubilæum, har foruden de mange dyreudstillere også et stort antal firmaudstillere. Hovedparten er fra lokalområdet, men der er også nogle længere væk fra. Og mange af dem med gode tilbud i de to dyrskuedage.
Som sædvanlig byder programmet på flere underholdende indslag, og der er som altid noget for enhver smag. For de mange motorinteresserede vil der traditionen tro blandt andet være traktortræk.