Lars Linding er en af de meget trofaste udstillere på dyrskuet i Aabenraa, men han har faktisk ikke selv styr på antallet af år.
- Jeg har i hvert fald udstillet i mere end 25 år, men jeg ved faktisk ikke helt, hvor mange gange det er blevet til, erkender fåreavler Lars Linding.
Han ved heller ikke helt, hvor mange præmier, han har modtaget for sine dyr gennem årene, men det er blevet til mange. Det ses tydeligt i stalden på Trækærvej i Egebæk-Hviding ved Ribe.
Her hænger mange rosetter og bånd i den lejede stald, men de er kun få år gamle. Hidtil har det ikke været noget, Lars Linding har samlet på.
- Tidligere smed jeg dem faktisk væk, fortæller den aktive udstiller.
De seneste år har besætningen gået i nye omgivelser, og her er udlejeren interesseret i at følge hans høst af anerkendelser og får dem hængt op. Og der er plads til flere efter årets skuer – først den i Aabenraa, hvor han selv er lidt involveret omkring får og geder.

Satser på avl
Han glæder sig til skuet i Aabenraa, som han betegner som noget helt specielt:
- Det er et rigtig hyggeligt sted og et fint skue med mange besøgende, noterer Lars Linding, der især finder området nede bagved som noget helt specielt.
Hans holdning til dyrskuerne er også klar:
- Det vil være katastrofalt, hvis dyrskuerne stopper, og sker det, tror jeg faktisk også, at jeg stopper med at have får, vurderer Lars Linding.
Han gør selv meget for at holde gang i skuerne, og det kan ses i Aabenraa.
- Jeg har meldt syv får og fire lam med, og det er første gang, jeg har så mange med, fortæller Lars Linding.
Hans besætning består af ca. 25 moderdyr, og hans mål er især avl, men der er også gamle dyr, der ender på slagteriet.
Det har i år givet mange lam, men ikke alle har overlevet, og det skyldes ikke ulven.
- Vi har heldigvis ingen ulve her, og skulle de komme, er det ikke sikkert, jeg fortsætter som fåreavler. Dem vil jeg ikke bøvle med, siger Lars Linding, indehaver af Lindings Texel.