Han har tidligere stået øverst på sejrspodiet ved både DM og VM i pløjning, og har siden han var 18 år gammel, været bidt af en gal plov. Og selv om det er flere år siden, at han stoppede som konkurrencepløjer, har Jens Iversen langt fra sluppet interessen for ploven, der i dag er blevet hans levevej.
Jens Iversen er både indehaver af firmaerne Ploveksperten ApS, og Farm Implement ApS, der hver især beskæftiger sig med plove.
Ploveksperten ApS er et firma, som Jens Iversen selv har udviklet konceptet til og startet op. Firmaet tilbyder landmænd over hele landet hjælp til at justere, fejlfinde og opstart af både nye og brugte plove.
Og det kan betyde ret meget om ploven er korrekt justeret.
-  Det er en ren ”win-win”-situation, når en plov virker optimalt. Der kan være op til 30 procents brændstofbesparelse på tung lerjord, samtidig med at man undgår dårlig pløjning. Desuden kan man opnå bedre ukrudtsbekæmpelse, forklarer Jens Iversen, og uddyber:
- Vi tjekker ploven om den for eksempel pløjer skævt. Det handler ofte om justering og ikke fordi noget er i gået i stykker på den. Og så er det ofte blot en engangsforeteelse der er nødvendig i forbindelse med for eksempel traktorskift.

Plov med unikke
egenskaber

Det er under ét år siden, at Jens Iversen startede Farm Implement ApS, der er et søsterselskab til Ploveksperten ApS.
Selskabet står for import og salg af de spanske Ovlac plove til både Danmark, Norge Sverige og Finland.
Ovlac ploven er på mange måder en unik plov, med egenskaber, som Jens Iversen med sin erfaring som pløjer, ser som fordelagtige.
Ploven har svingbar trækbom, der gør ploven lettere at justere og belaster ploven og liftarme mindre. Forploven har let bøjet skær og en optimal vinkel, der gør at ploven arbejder optimalt under alle forhold.
-  Jeg havde set mig varm på ploven, som Stenderup tidligere havde importen af. Blandt andet forplovens højdejustering med split er et system, jeg godt kan li´., forklarer Jens Iversen, der også fremhæver det unikke træksystem med løs medaksel.
En plov der kan følge traktoren og pløje i kurver, da den drejer med traktoren rundt i marken. Det betyder mindre trækkraftbehov.
Ovlac ploven produceres som nævnt i Spanien hos producenten, der har produceret plove siden 1937. En fabrik, som Jens Iversen selv har besøgt, og kunnet se kvaliteten af både i produktionen og valg af stålkvalitet.
Programmet omfatter foruden vendeplove, også en miniplov, der gør det muligt at pløje i tynde arbejdsbredder. En plov, som især økologer har efterspurgt.