- Vi er godt tilfredse, taget i betragtning, at i år var ekstremt vejrmæssigt. Sådan lyder det fra tovholder for Ribe Dyrskue, Jens Christiansen, efter årets dyrskue, hvor 6.300 gæster lagde vejen forbi dyrskuepladsen i Ribe.

Færre end sidste år, hvor 9.000 gæster besøgte skuet, og Jens Christiansen tror da også, at det i høj grad var det ekstremt varme sommervejr, der toppede om eftermiddagen, der spillede ind på publikumsinteressen:

- Især om eftermiddagen kunne vi godt have brugt lidt flere gæster på pladsen. Til gengæld er mit indtryk, når jeg har talt med udstillerne, at det heldigvis var de »rigtige« gæster i form af landbrugsfagligt interesserede, der besøgte de mange stande på skuet.

Tørken blev håndteret

Det ekstremt varme sommervejr og den igangværende tørke kom også til at spille en vigtig rolle i forløbet af skuedagen.

- Vi havde på forhånd lavet en række tiltag omkring forebyggelse og håndtering af den brandfare, som tørken har givet. Heldigvis fik vi ikke brug for det. Alt forløb fredeligt, fortæller Jens Christiansen.

Der blev også taget hensyn til de mange udstillede dyr i forbindelse med det varme sommervejr, hvor temperaturen i løbet af eftermiddagen rundede 30 grader.

- Dyrene kom igennem dagen, og vi valgte også at slutte deres deltagelse i skuet en halv time før, så de kunne komme hjem hurtigt, slutter Jens Christiansen.