Tøvestensgaarden har de smukkeste dyr

Både titlen som henholdsvis Miss Sjælland og Miss Teen gik i år til Tøvestensgaarden ved Slagelse, der også vandt besætningskonkurrencen.

Karsten Andersen med holstein-koen fra Tøvestensgaarden ved Slagelse, der vandt den prestigefyldte titel som Miss Sjælland.
Karsten Andersen med holstein-koen fra Tøvestensgaarden ved Slagelse, der vandt den prestigefyldte titel som Miss Sjælland.

På Roskilde Dyrskues åbningsdag var begge modelkøer i de to holstein-kategorier – yngre og ældre – fra Tøvestensgaarden i Hejninge ved Slagelse, og dagen derpå gik den unge modelko (kat.nr. 129) – en 1. kalvs-ko – fra den vestsjællandske bedrift, hele vejen.
Da kvægdommerne på tværs af racerne skulle placere modelkøerne og på den måde kåre årets Miss Sjælland, var der nemlig ingen, der kunne hamle op med den to et halvt år gamle holstein-ko, som for første gang var med på Roskilde Dyrskue.
Nummer to i den eftertragtede konkurrence blev en af RDM-modelkøerne fra Torben Vincents, Svinninge (kat.nr. 21), der i øvrigt var mest populær i en SMS-afstemning blandt publikum, mens jersey-koen fra Bjarne Pedersen, Nysted (kat.nr.: 197), endte på tredjepladsen.

Stor triumf ikke tilfældig

På Tøvestensgaarden har man ikke alene Sjællands smukkeste malkeko, men også Sjællands smukkeste kvie. Umiddelbart inden kåringen af Miss Sjælland var det nemlig en godt 15 måneder gammel holstein-kvie fra bedriften (kat.nr.: 149), der opnåede titlen som Miss Teen.
For den vestsjællandske bedrift var de to priser naturligvis en stor triumf, men den flotte anerkendelse fra dommerne er ikke tilfældig.
- Hele familien er samlet om det her, så vi er alle utrolig glade. Vi bruger meget tid på at passe og pleje dyrene, og som konkurrencemenneske vil man jo også gerne vinde, lød det storsmilende fra Karsten Andersen, der gik med Miss Sjælland-koen, mens lillesøsteren, Marianne Andersen, trak med Miss Teen-kvien.
Efterfølgende fuldendte Tøvestensgaarden succesen og scorede hattrick ved også at vinde besætningskonkurrencen på tværs af racerne, hvor Torben Vincents var bedst hos RDM’erne, mens Bjarne Pedersen tog sejren inden for jersey.
Meget mere dyrskuestof i LandbrugØst, der udkommer på torsdag den 21. juni.
 

Læs også

Dommer roste kvaliteten