Landboformand retter skarp kritik af Danish Crown
- Det er på tide at Danish Crown leverer, sagde formanden for Landboforeningen Odder-Skanderborg, Jens Gammelgaard, på foreningens generalforsamling i Odder.

Formand i Landboforeningen Odder-Skanderborg, Jens Gammelgaard, langede ud efter Danish Crown i forbindelse med foreningens generalforsamling i Odder.
GENERALFORSAMLING - Danish Crown gør det ikke godt nok, og det er helt urimeligt at danske svineproducenter skal bøde for slagteriets dårlige ledelse.
Formanden for Landboforeningen Odder-Skanderborg, Jens Gammelgaard, rettede en skarp kritik af Danish Crown på foreningens generalforsamling på Odder Parkhotel med ca. 200 deltagere.
- I forbindelse med katastrofehøsten i 2018 havde erhvervet et samlet tab på seks mia. kr. Samtidig var noteringen på svinekød gennem hele året meget lav. Vi har desværre et Danish Crown, der ikke performer. Det kan ikke passe, at koncernen ikke kan få styr på Tulip i Storbritannien, nu på tredje år. Vi vil tillade os at kalde det meget dårlig ledelse.
- Danske svineproducenter har de sidste to år sendt mere end 1 mia. kr. til Tulip UK, hvor der burde have været et overskud på 1 mia. kr. Det er danske svineproducenter, der finansierer Danish Crowns mangel på ledelse og indtjening. Vi må som minimum forlange, at slagteriet får styr på UK i 2019 og kommer med en kraftig noteringsstigning i løbet af foråret.
- Et stort høsttab sammen med en meget lav svinenotering er en farlig cocktail. Det har medført, at hvert femte landbrug er lukningstruet, og det er dybt trafisk for de mange landmandsfamilier og ikke holdbart for erhvervet. Vi producerer verdens bedste fødevarer, og de skal op i et prisleje, som matcher omkostningerne, sagde Jens Gammelgaard.
Bidragssatser stavnsbinder
Der blev også delt drøje hug ud til pengeinstitutterne og den markante stigning, der har været ii bidragssatser over de senere år.
- Den gennemsnitlige bidragssats for heltidsbedrifter lå i 2017 på 1,05 procent. Heltidsbedrifterne betaler samlet 1,9 mia. kr. i bidragssats årligt. I 2008 betalte vi 0,7 mia. Det er en stigning på 163 procent. I samme periode er udlånet steget med 15 procent.
Jens Gammelgaard erkendte, at bidragssatsen skal dække omkostninger og risiko.
Partnerskab om miljø og klima
Klima, miljø og bæredygtighed fyldte meget på generalforsamlingen. Et nyt partnerskab om klima og miljø mellem kommune og landbrug blev introduceret af borgmester Uffe Jensen (V), Odder Kommune.
- I gør det rigtigt godt, og I fortjener anerkendelse og respekt. Landbruget sætter Danmark på verdenskortet, og vi bør alle være stolte af erhvervet, lød det fra borgmesteren.
- Men lige nu er der en række udfordringer omkring miljø, bæredygtighed og CO2-regnskab, og det er vigtigt, at vi bygger bro mellem de forskellige synspunkter og taler sammen om, hvad vi i fællesskab kan gøre.
- Vi skal finde gode løsninger sammen og vi skal også arbejde videre på alt det gode, i allerede gør, bl.a. om minivådområder og biodiversitetsplanen.
- I er dybt ansvarlige, og jeg vil gerne lægge op til en partnerskabsaftale med landbruget om klima og miljø til gavn for kloden og for os alle sammen, lød det fra Uffe Jensen.
Formanden for landboforeningen, Jens Gammelgaard, tog positivt imod indbydelsen til et klima- og miljømæssigt partnerskab.
- Vi arbejder rigtigt meget med det her, og vi bakker i øvrigt også op om det fælles udspil mellem landbruget og DN, som vil gavne både landbruget og naturen, hvis Folketinget vil hjælpe til med at finde de nødvendige milliarder til erstatningsjord. Det giver f.eks. god mening at tage lavbundsjord ud af drift mod erstatning, understregede han.