Skandinaviens største landbrugsmesse, Agromek, flytter termin i 2021, hvor messen vil blive afholdt i uge 3.

- Vi er selvfølgelig ikke blinde for, at januar og især uge 3 vil bringe en del opmærksomhed, men beslutningen om at flytte Agromeks termin til januar er nødvendig og rigtig.

Sådan siger Sten Andersen, formand for Agromek.

Flytningen betyder, at den næste udgave af landbrugsmessen finder sted 19.-22. januar i 2021 i MCH Messecenter Herning fremfor som forventet i slutningen af 2020.

 

Samme uge som NutriFair

Beslutningen betyder også, at Agromek og landbrugsmessen NutriFair i MesseC i Fredericia ligger i samme uge i 2021.

Ændringen i Herning sker blandt andet som konsekvens af, at den franske messe Sima samt den tyske messe EuroTier i 2020 rykkes til henholdsvis uge 46 og 47, lyder det fra Agromek.

Ifølge arrangørerne besværliggør det rent praktisk tingene for de udstillere, der ønsker at deltage på Agromek, men også udstiller på de andre messer, ligesom det gør det mere vanskeligt for Agromek at tiltrække de rigtige gæster fra udlandet.

- Ved at lægge en større tidsmæssig afstand til de andre internationale messer samt messerne i vores nabolande, skaber vi markant bedre betingelser for vores gæster og vores udstillere og for Agromeks muligheder for at tiltrække disse – både fra Danmark og især fra udlandet, siger Agromek-formand Sten Andersen, der også er indehaver og administrerende direktør i inventarfirmaet Dan Egtved A/S.

 

Kun uge 3 er mulig

Formanden pointerer samtidig, at MCH Messecenter Herning er den eneste virksomhed, der kan rumme Agromek. Messecenteret har imidlertid sin travleste periode i begyndelsen af året. Messecenteret har dog kunnet imødekomme Agromeks ønske om at flytte til januar.

- Det har dog været umuligt at rumme os i uge 4, som var vores gamle termin, fastslår Sten Andersen. Han understreger, at man i forbindelse med termin-ændringen har været i dialog med et udsnit af udstillerne fra flere af messens udstillersegmenter.

- Der er i de forskellige segmenter forskellige præferencer, i forhold til hvilket tidspunkt man finder bedst, men ønsket om, at Agromek fortsat skal være en samlet messe for danske og internationale gæster, overskygger klart disse præferencer. Der er derfor generelt meget stor opbakning til beslutningen om at vende tilbage til Agromeks tidligere termin i januar, siger Sten Andersen.

Agromek har siden 1974 og frem til 2008 været gennemført i slutningen af januar, men har herefter ligget i slutningen af lige år.

 

 

NutriFair flytter sig ikke

- Selvfølgelig holder vi fast i uge 3.

Grete Højgaard, direktør for MesseC, der afvikler NutriFair hvert år i uge 3 i Fredericia, er ærgerlig over, at Agromek i 2021 afvikles på samme datoer som NutriFair – den 19.-22. januar.

- Det er ikke hensigtsmæssigt for udstillerne. Nogle vil blive klemt. Det er min største bekymring. Men NutriFair er ikke klemt som messe. Vi vokser. Og vi ser frem til en rigtig god messe både i 2020 og i 2021. Netop i 2021, hvor der altså nu kommer et sammenfald med Agromek, der har vi 10-års jubilæum. Det glæder vi os til at fejre med en flot messe, forsikrer Grete Højgaard.