Har du husket vinterrapsen?
Selvom høsten giver travlhed i marken, er det vigtigt at tænke den nye sæson ind i planlægningen og prioritere etableringen af vinterraps.
Af Charlotte L. Udsen, planteavlskonsulent, Djursland Landboforening
Selvom man ikke er færdig med at høste, så skal man huske på, at den nye sæson står for døren, og man skal prioritere at få etableret sin vinterraps ordentligt. Har man ikke selv tid, så må man få andre til at gøre det.
En god etablering er alfa og omega, når vi taler raps. Det skal være når jorden er klar og der ikke er udsigt til massivt nedbør fem dage efter etablering. Hvis man er presset på tid, så er det ingen skam at få en maskinstation til det at hjælpe – det gælder også selvom man selv har maskinerne stående.
Hvornår er det nu det er?
Den gode etablering af vinterraps for et område som Djursland ligger mellem den 10.-20. august. Der er naturligvis regionale forskelle, men det er sikkert, at efter den 25. august skal der ikke såes raps.
Vi er ikke nær så bekymret for en tidlig såning, som vi var før i tiden, da vi har fået nye sorter, som ikke strækker sig så meget. Den sene såning er dog langt mere problematisk, da planten ikke når at blive stor nok, inden vinteren kommer. Kan man ikke nå at så før efter den 25. august, så er det bedre at springe et år over og dyrke noget andet. Raps er ikke en billig afgrøde at dyrke, selvom udbytteprisen lige nu er god. Hvis man ikke får etableret rapsen i tide, så bliver dækningsbidraget simpelthen for dårligt.
Gå ikke på kompromis
Det er yderst vigtigt, at man ikke går på kompromis med etableringen, hvis man vælger vinterraps.
Rapsen er et lille frø, som skal komme godt fra start. Derfor vil det være godt at køre handelsgødning og sneglegødning ud samtidig med såningen, så rapsen får en lille madpakke med. Det skal gøres uanset om man vælger at køre gylle ud før eller efter såningen – eller slet ikke.
Ukrudtsstrategien i vinterrapsen kan også allerede nu planlægges. For de, som er er udfordret med rapgræs, skal ukrudtsbehandlingen allerede starte 1-2 dage efter såning.
Så skal der holdes øje med snegleangreb og rapsjordlopper. Her skal der bekæmpes når planten er på vej op - ikke en uge efter. Snegle æder rapsen så snart den kommer op, derfor er det vigtigt at handle med det samme.