Persillehøsten hos Michael Pedersen i Snave på Hindsholm – se modstående side - afsluttede et godt år i de fynske marker med specialafgrøder.

Per Funch Clausen fra Jensen Seeds i Birkum kan i en estimeret status konkludere, at det overordnet set har været et kanongodt høstår.

- Det her bliver et af de år, som vi som avlere kan huske. Ikke mindst for spinatavlere, hvor både udbytte og pris er oppe på et højt niveau. Men selvfølgelig med de udsving, der også har været, påpeger Per Funch Clausen.

120 procent avl

For der har været tale om store udsving i blandt andet spinat.

- Det har været et rigtig godt spinat-år med et gennemsnit på 120 procent. Dog med store udsving, hvor nogen avlere næsten har nået 200 procent, lyder det fra havefrøkonsulenten, der påpeger, at det også har været et år uden luseproblemer, og hvor markerne generelt har været rene, med en god effekt af bladmidlerne.

I skorzonerrod har der i år været normalhøst, mens purløg derimod har vist sig som en højdespringer med forventede udbytter, der er landet på 125-130 procent.

- Også i purløg har der selvfølgelig været lidt udsving, men foreløbig tegner resultatet til at ligge godt, vurderer Per Funch Clausen.
I vårraps er udbyttet også over 100 procent, hvorimod pak choi virkelig er faldet uheldigt ud.

Redskaberne forsvinder

- Der har næsten kun været halv avl i pak choi, og årsagen er, at vi simpelthen ikke kan styre skadedyrene, selvom vi sprøjter, med det vi må.

Problemet ventes desværre kun at blive endnu værre, idet insektmidlet Plenum forsvinder fra næste år, ligesom Biscaya og Avaunt frygtes at være på vej væk som et redskab. Samtidig er der udfordringer med resistens i Karate.

- For mig at se, så bliver det ikke længere muligt at dyrke pak choi. Det er ærgerligt, for det kan sagtens sælges. Avlerne får bare alt for lidt ud af det, og det er lidt de samme udfordringer, vi står overfor i vårraps, hvis redskaberne forsvinder, påpeger Per Funch Clausen.

God høst i morgenfruer og persille

I den ellers dyrkningssikre frøafgrøde karse har sygdom trukket lidt ned i år og har skuffet lidt i udbytte. Til gengæld har der i krysantemum-frø været en helt god høst.
Endelig er det, som hos Knud Rasmussen ved Otterup, endt ud med et imponerende udbytte i morgenfruerne og dermed et rigtig godt afkast.

- Persillemarken hos Michael Pedersen i Snave har også set godt ud hele vejen igennem, og trods et ustadigt vejr er den vejret godt og gav ligeledes et godt udbytte, konstaterer Per Funch Clausen.

Færre specialafgrøder i fremtiden

Hos DLF-ejede Jensen Seeds i Birkum forventer man et mindre areal med specialafgrøder til næste år.

- Vi har haft et rekordareal i år og et godt udbytte. Det er derfor ikke alle avlere, der kan få opfyldt ønskesedlerne for næste års kontrakter, vurderer Per Funch Clausen.

Og trods et år med udbytter og priser i top, så kan han ikke skjule sin ærgrelse over de fremtidige udfordringer, som frøavlen står over for.

- I år har vi kun haft to marker med iberis, men her mangler vi også værktøjer. Midlerne falder væk, og arbejdskraften til at luge er for dyr. Det betyder, at flere af de fine specialafgrøder som vi ellers har haft, de falder væk. Mange af de eksotiske blomster og urter er allerede væk, og det er ærgerligt, da det ellers netop er noget der er godt for biodiversitet, påpeger Per Funch Clausen.

 

Planter