Agritechnica 2019, der afvikles i tyske Hannover 10.-16. november, er verdens største og mest betydende maskinmesse for landbruget.
Danske besøgende og danske udstillere fylder markant på messen. På den seneste Agritechnica i 2017 lagde mere end 11.000 danskere således vejen forbi Hannover, oplyser arrangøren DLG’s internationale pressechef, danskfødte Marlene Conlong.
Det betyder, at hver tiende af de internationale besøgende var danskere.
2.800 danske gæster rejste til den seneste Agritechnica med dagbladet Effektivt Landbrug. Igen i år sendes et tilsvarende antal gæster med avisens busser til Hannover. Her kan gæsterne på messens 40 hektar udstillingsareal blandt andet besøg 58 danske maskinudstillere, som er at finde blandt de over 2.750 udstillere fra 51 lande.