Wrapplast med 30 procent genbrug

Genbrugsplasten er nu ved at være så rent, at det kan anvendes til strækplast. Nu testes plasttype til wrap med et indhold af genbrugsplast på 30 procent.

Plast og genanvendelse af plast, herunder landbrugsplast, er blevet et stort tema i tiden.

- Vi har nu det første konceptprodukt til landbrugswrap, hvor råvaren i strækplast består af 30 procent genbrugsplast, forklarer salgsdirektør Mikael Abrahamsson fra den britiske producent af landbrugsplast, BPI Agriculture fra Agritechnica.

- Mængden af sorteret genanvendeligt plastmateriale er nu omkring 120.000 tons i Europa. BPI får sit genbrugsplast fra Frankrig, Norge, Sverige og Finland, men ikke fra Danmark, hvor man hidtil har brændt plastmaterialet.

Testes i Danmark

Generelt anvendes kun nyt fremstillet plast til plastprodukter, der har direkte kontakt med fødevarer. Herefter kan genbrugsplasten anvendes til for eksempel havemøbler og lignende produkter.

- Indtil nu har genbrugsplasten ikke været rent nok til strækplast, men nu har vi forsøgt en løsning med 30 procent genbrugsplast i materialet, der får en grålig farve. Nu skal materialet testes, og vi forventer, der vil gå i alt tre år, før produktet kan markedsføres i fuldt omfang, fortæller Mikael Abrahamsson.

Lars Telling fra Skandinavisk Landbrugsplast og Ole Jensen fra Helgenæs Maskinstation har allerede aftale om at skulle teste det nye produkt i Danmark i den kommende sæson.

Læs også