- Det her er 25 gange værre end randzonerne
Landbrugets ejendomme brændemærkes med indsatsplanerne, der er et rent tag-selv-bord for myndighederne. Det skaber usikkerhed, og reducerer landbrugets mulighed for at producere – helt uden dokumentationskrav. Hver enkelt landmand skal til at vågne op, lød det på grundvandsmøde torsdag aften på Fyn.
- Det er umuligt at finde ud af, hvilke konkrete krav der stilles. Der står heller intet om dokumentationsgrundlaget. Man har derfor ikke opfyldt loven. Men man har etableret et tag-selv-bord, hvor man kan gøre, hvad man vil, forklarede Hans Sønderby om indsatsplanerne. Fotos: Jacob Lund-Larsen
De kommunale indsatsplaner, hvor landmænd i store dele af landet bliver pålagt rådighedsindskrænkninger på deres ejendom, er dybt problematiske. Både juridisk og for den enkelte landmandsfamilie.
Og dansk landbrug skal i den grad til at vågne op og kæmpe for sine rettigheder. Ellers kører toget.
Det var det klare budskab fra advokat Hans Sønderby Christensen, Sønderby Legal, på et møde hos Centrovice i Vissenbjerg på Fyn torsdag aften.
Mødet var det fjerde i rækken af en landsdækkende møderække arrangeret af den nystiftede forening »Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse«. I juli indleverede foreningen sammen med advokat Sønderby en stævning mod Miljø- og Fødevareministeriet rettet mod indsatsplanerne. Her ventes nu på et modsvar fra myndighederne.
Vandt randzonesagen
Og indsatsplanerne er alvor, fastslog advokaten gentagne gange over for de cirka 45 fremmødte torsdag aften på Fyn.
- Det her er 25 gange værre end randzonerne. Man har simpelthen etableret et tag-selv-bord. Og I kommer til at betale. Vågn nu op, tordnede Hans Sønderby Christensen.
Det var netop den Randers-baserede advokat, der i 2015 vandt randzonesagen for Thy-familien Povl og Christian Blak Bojer ved Retten i Holstebro sammen med advokat Uffe Baller. Og Sønderby vurderer, at de juridiske aspekter omkring de kommunale indsatsplaner på nogle strækninger minder om randzonesagen.
- Der er en retslig usikkerhed, som klart strider mod international jura. Og i sidste ende kan det godt være, vi skal have en EU-dommer til at afgøre denne sag. Sker det, vinder vi. Jeg har aldrig tabt ved EU-Domstolen. Og man skal vide, at ejendomsretten herhjemme faktisk beskyttes bedre efter international ret end efter grundlovens paragraf 73, forklarede Hans Sønderby Christensen.
Det skete med henvisning til den europæiske menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, som står over dansk lov.
Bevisbyrden er myndighedernes
Advokaten forklarede forsamlingen, at i EU-retten er det sådan, at her er det myndighederne, som skal føre bevis for, at deres love opfylder betingelserne i EU-retten. Staten skal opfylde en række krav. Mangler ét, falder det hele til jorden
Noget af det, der i indsatsplanerne er stærkt problematisk, er ifølge Hans Sønderby, at udpegningen har hensat landbruget i uvished i mange år. Han pointerede, at der ikke er fastsat en konkret tidshorisont for udpegningen, som blev påbegyndt i regionsplanerne tilbage i 1998. Herefter fortsatte de i vandplanerne og i bekendtgørelserne om udpegning af drikkevandsressourcer.
Ifølge Miljøstyrelsen udgjorde arealet i 2015 hele 40 procent af Danmarks samlede areal. Altså ikke kun landbrugsarealet. Men hele Danmarks areal. Siden er udpegningen forlænget frem til 2020. Og skal revurderes omkring år 2025, forklarede advokaten, og tilføjede:
- Retsuvished er juridisk problematisk. Jeres ejendomme er brændemærket med dette. Det skaber usikkerhed, og reducerer jeres mulighed for at producere. Jeres ejendomme falder i værdi. Og I skal virkelig på banen i det her spørgsmål.
- Hvem vil dog investere i dansk landbrugsjord, med disse restriktioner hængende over sig, lød det.
Intet dokumentationsgrundlag
Foruden at landbruget lever i usikkerhed, er det ifølge Hans Sønderby også stærkt problematisk rent juridisk, at der fra myndighedernes side ikke fastsat et dokumentationsgrundlag for de indskrænkninger, man kan præsentere landbruget for.
- Ser vi på »kravene« til at udstede rådighedsindskrænkninger på jeres landbrug, kan vi se, at der ingen absolutte mindstekrav gælder. Der giver en risiko for retsløshed, pointerede han over for forsamlingen torsdag aften.
Ifølge indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2 kan en kommunalbestyrelses afgørelse om rådighedsindskrænkninger efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a ske ud fra en samlet vurdering af de hydrogeologiske forhold samt arealanvendelsen.
Herunder f.eks. data fra vandanalyser, f.eks. fra den lovpligtige boringskontrol, forekomst af miljøfremmede stoffer i grundvandet, stigende tendenser af nitrat, pesticider eller øvrige relevante stoffer - eller andre relevante forhold.
- Det er umuligt at finde ud af, hvilke konkrete krav der stilles. Der står heller intet om dokumentationsgrundlaget. Man har derfor ikke opfyldt loven. Men man har etableret et tag-selv-bord, hvor man kan gøre, hvad man vil, forklarede Hans Sønderby.
Miljølov stiller krav om dokumentation
I den forbindelse henviste advokaten blandt andet til Miljøbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 2. Her står, at ministeren fastsætter nærmere regler for, i hvilke tilfælde og på hvilket dokumentationsgrundlag der kan meddeles pålæg efter stk. 1.
- Dette krav er ikke opfyldt. Og det fremkalder en retsusikkerhed, som klart strider mod international jura, fastslog advokaten. Han tilføjede, at usikkerheden f.eks. vanskeliggør generationsskifter og udvikling af landbrugsvirksomheder i hele landet.
Sønderby forklarede videre, at der mangler symmetri i hele grundlaget for indsatsplanerne. Blandt andet fordi kommunerne ikke selv behøver betale gildet.
En erstatning til de berørte landbrug kan således helt eller delvist tørres af på vandforsyningerne. Og da landbruget ofte er de største kunder hos vandforsyningerne, så ender regningen i sidste ende hos landmanden, der bliver fodret med sin egen hale.
- Dem, der beslutter rådighedsindskrænkninger – kommunerne - kommer næppe til at betale. Det bliver nemlig vandforsyningen, som kommer til at sende regningen videre til landmanden.
- Men det er ikke lovligt at udfordre jeres krav på kompensation. Man kan ikke tage jeres dyrkningsrettigheder fra jer, og sende jer regningen. Det kan man selvfølgelig ikke, pointerede advokaten.
Hans Sønderby pointerede i sit indlæg samtid, at der er kommunalt selvstyre i Danmark. Derfor kan landets 98 kommuner gøre, som de vil. I princippet kan landmænd i de 98 kommuner blive behandlet på 98 forskellige måder. Der mangler derfor den systematik, som international jura kræver i disse spørgsmål, understregede han.
Vandet er ikke truet
Oveni kommer spørgsmålet om, hvorvidt indsatsplanerne beskytter grundvandet mod forurening. Her understregede advokaten, at myndighederne i Danmark ifølge EU ikke må gå længere, end hvad der er nødvendigt for at nå målet.
- Egnethedskravet er ikke opfyldt i indsatsplanerne. Reguleringen vil nemlig ikke medføre rent drikkevand, der slet ikke er truet af eksisterende kvælstof- og planteværnsforbrug. Planteværn kan således slet ikke godkendes i Danmark, hvis det anses for at udgøre en uacceptabel risiko for forurening af drikkevandet. Og reguleringen af kvælstof er ligeledes EU’s strengeste, pointerede Hans Sønderby.
Han tilføjede, at fordi man myndighedsmæssigt slår hårdt ned på landbrugets produktion og forbrug af »stoffer«, men undlader det samme i andre dele af samfundet, så tilsidesætter man kravet om systematik og sammenhæng i beskyttelsen af grundvandet.
EU-Domstolen har således fastslået, at en restriktiv foranstaltning kun kan anses for at være egnet, hvis den reelt opfylder hensynet om at nå dette på en sammenhængende og systematisk måde. Og det er der netop ikke i Danmark, fordi drikkevandet udsættes for påvirkning af en lang række stoffer, for hvilke, der slet ikke er fastsat grænseværdier eller kontrol. Dermed er myndighedernes indsats altså ikke systematisk – men hovedsageligt rettet mod landbruget.
