150-årig i fornyede og større rammer
I år er det 150 år siden, at KHL – Kolding Herreds Landbrugsforening – så dagens lys. Tirsdag fejrede foreningen og rådgivningen sit 150 års jubilæum, der fandt sted i moderniserede og udvidede rammer i Kolding

Hans Damgaard er glad for de nye og større rammer hos KHL og ser foreningen og rådgivningen som en både berettiget og kvalificeret del af fremtiden i landbruget. Fotos: John Ankersen
Landboforening og rådgivning gennem flere generationer. KHL – Kolding Herreds Landbrugsforening – markerede tirsdag eftermiddag sit 150 års jubilæum som landboforening og rådgivning, der netop blev stiftet den 26. februar 1969, med Carl Gustav Valdemar Ræder som formand.
Fejringen var samtidig officiel indvielse af de moderniserede og udvidede rammer på KHL’s center på Niels Bohrs Vej i Kolding.
KHL anno 2019 er en landboforening med stabilt medlemstal, som har oplevet en rådgivningsdel i konstant vækst. Formanden hedder nu Hans Damgaard, der sammen med direktør Niels Peter Madsen, står i spidsen for KHL.
- Vi er næsten i mål, konstaterede Niels Peter Madsen i forbindelse med jubilæet og indvielsen, hvor han i overskrifter gennemgik moderniseringen og udvidelserne, der blandt andet omfatter nye konterer, nyt indgangsparti med ny reception – og ikke mindst et markant udvidet parkeringsareal – blandt andet gjort muligt ved erhvervelse af naboejendommen.
Plads til ansatte og kunder
Også formand Hans Damgaard hæfter sig ved de nye muligheder, som de nye rammer giver både ansatte og kunder.
- Det passer rigtig godt, at vi kan indvi nye lokaler. Vi har længe lidt under pladsmangel både ude og inde i forhold til kontorer og parkeringspladser. Nu er der plads til både kunderne og de ansatte, konstaterede Hans Damgaard, der er glad for de nye rammer, hvor det hele ser mere moderne og tidssvarende ud og gør KHL klar til også at møde fremtidens krav til rådgivning.
- Vi har en fast tro på, at vi har en berettigelse, og har hele tiden været enige om at adressen for KHL skulle være hér, fastslog Hans Damgaard, der noterede sig, at KHL for 150 år siden startede som en politisk forening, men i dag står for meget andet også.
- I dag udveksler landmænd videns, og det stiller krav til rådgivningen. Samtidig er der hele tiden politiske udfordringer for landbruget. Der har vi som lokalforening en berettigelse lokalt, sluttede Hans Damgaard.