Sjælland Summer videre i år
I 2019 var græsrødderne i projektet #SjællandSummer ansvarlige for, at mere end 100 adresser på Sjælland samlet set kunne præsentere 300.000 kvadratmeter med blomster tilegnet insekterne. Nu opfordres endnu flere sjællændere til at så blomster i 2020.

Ole Christiansen har stadig blomster stående fra den faunastribe, han såede sidste år, hvor billedet her stammer fra. Foto: Dansk Planteværn
BLOMSTER Målet var at gøre noget godt for insekterne og det gode naboskab, og faktisk ville de uddelte frø i blandingen #Sjællandsummer i 2019 kunne trække en 2,5 meter bred stribe med blomster fra Helsingør i nord til Vordingborg i syd – hvad der svarer til cirka 30 hektar.
Det er et resultat, som initiativtageren, landmanden Ole Christiansen, er stolt af, og han har derfor i samarbejde med Dansk Planteværn og frøfirmaet DSV Frø valgt at fortsætte arbejdet for at skabe bedre forhold for insekter og gode naboskaber på Sjælland.
- Det har været dejligt at mærke den store opbakning fra både landmænd, folk i byerne og de regionale medier. Sidste år kom familier helt fra København ud til min gård for at hente blomsterfrø, fordi de havde hørt om vores arbejde med blomsterstriber. Jeg har oplevet stor opbakning til #SjællandSummer fra både land og by, og derfor er vi nu klar med en ny og forbedret blomsterblanding, og så har vi valgt at lave afhentningssteder syv forskellige steder på Sjælland, så endnu flere kan deltage, fortæller Ole Christiansen.
Af hensyn til at undgå unødig smittefare i forbindelse med corona-situationen skal frø bestilles på forhånd via et link, og der vil blive taget forholdsregler på afhentningsstederne for at minimere risikoen for at deltagerne kan smitte hinanden med virus.
Tilflugtssted og spisekammer
I 2020 opfordres deltagerne til at følge godt med på #SjællandSummers facebookside, hvor der løbende vil være videoer og andre opslag med gode råd til såning, pasning og pleje af naturstriber, og så håber Ole Christiansen, at endnu flere deltagere vil dele videoer, billeder og erfaringer om blomsterstriber med hashtagget #SjællandSummer.
- Selv om vi ikke kan mødes og dele erfaringer og viden omkring etableringen af blomsterstriberne lige nu og her, kan vi stadig stå sammen om at gøre noget godt for biodiversiteten på Sjælland. Jeg ser frem til, at alle deltagerne forhåbentlig kan samles, når blomsterne senere på året står i fuldt flor, og indtil da håber jeg, at alle deltagere vil dele deres oplevelser med arbejdet med blomstertiltag via de sociale medier, lyder opfordringen fra Ole Christiansen.
Den sjællandske landmand har stadigvæk blomsterstriber stående fra sidste år, og siden de første planter spirede frem sidste forår, har han oplevet, at mængden af insekter på hans marker er steget, samtidig med at blomsterne er blevet tilflugtssted og spisekammer for gårdens marklevende vildt.
hka