Publikum fulgte øko-køernes forårsfest hjemme fra sofaen

På grund af corona-situationen foregik årets store Økodag uden publikum, der dog kunne følge øko-køernes forårsfest på Facebook.

Ramasjang-værterne Anders og Katrine sørgede for, at der var masser af underholdning for børnene i forbindelse med økodagen. Fødevareminister Mogens Jensen (S) sendte en videohilsen, hvor han blandt andet roste de økologiske landmænd i Danmark.

ØKOLOGI Det blev langt fra en Økodag, som den plejer at være, da de økologiske køer blev lukket på græs til økodagen 2020.

Som følge af corona-situationen foregik årets Økodag nemlig uden publikum, men med live-sending via Facebook, hvor de to DR Ramasjang-værter, Anders og Katrine, gav den fuldt gas.

Flere tusinde valgte hjemme fra stuerne at følge slagets gang, og Anders og Katrine fik i løbet af en lille times tid både underholdt med ko-quiz, malkekonkurrence og meget andet, inden de kunne tælle ned til, at køerne – med 10 minutters forsinkelse – blev lukket ud lidt over klokken 12.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) kunne ikke deltage i økodagen, men han var alligevel med i forbindelse med økodagen. Der var undervejs således en videohilsen fra ministeren, der sendte en tak og anerkendelse af både de mange økologiske landmænd og de mange danske forbrugere, der hver dag støtter økologien i forbindelse med deres indkøb.

Smileys og kritik

Det var dog ikke kun masser af interesserede børn og forældre, der havde valgt at opleve økodagen på Facebook, der bugnede med spørgsmål, kommentarer og smileys i kommentarfeltet.

Her kom der også en del kommentarer fra hårde kritikere af økodagen, og den måde, der produceres øko-mælk på i Danmark og den måde, som både køerne og deres kalve behandles på. Flere opfordrede til at udskifte mælkebaserede fødevarer med plantealternativer.

Knap 6.000 havde koblet sig op på Facebook, og da især mange børnefamilier så øko-køernes store forårsfest hjemme i stuerne, har tusindvis fulgt økodagen på Facebook. 

Der er dog stadig et stykke vej op til det »normalen«, hvor økodagen trækker omkring 200.000 gæster ud på øko-gårdene.

Læs også