Gedeavlere åbner stalddørene
For femte år i træk inviterer gedeavlere over hele landet til Åben Gedestald.

Lisbeth Rasmussen er en af de sjællandske gedeavlerne, der åbner stalddørene lørdag den 12. september. På Ellebækgården ved Fuglebjerg mellem Næstved og Slagelse kan man således opleve hendes boergeder. Arkivfoto
GEDER Lørdag den 12. september klokken 10 til 15 slår gedeavlere fra Dansk Gede Union for femte gang stalddørene op, og inviterer inden for til Åben Gedestald.
Det landsdækkende arrangement holdes normalt den første lørdag i maj, men der er som bekendt ikke så meget, der har været som »normalt« i år.
Til gengæld bliver Åben Gedestald stort set som normalt, og især øst for Storebælt er der rig mulighed for at besøge en gedeavler og høre om de forskellige racer og egenskaber.
Åben Gedestald er stille og roligt blevet en hyggelig tradition for gedeavlere i Dansk Gede Union. Tilbage i 2016 var der i det første år blot fire åbne gedestalde, mens der i skrivende stund er 15 med på kortet i år – heraf er hele 11 af dem beliggende øst for Storebælt.
Alle er velkomne
Fem af Danmarks ni gederacer er repræsenteret hos de i alt 15 gedeavlere, hvor man således kan opleve følgende racer: Dansk landraceged, boergeder, mohairgeder, dværggeder og wallisergeder.
De fleste deltagere er erfarne småavlere med alt fra to til tyve dyr, men enkelte større besætninger er også med i år – blandt andet Lykkelund Gedemejeri på Bornholm, som har op imod 60 malkegeder af racen dansk landrace.
Hvis man overvejer at blive gedeavler, er det en god lejlighed for at se geder af en race, der passer til de forhold og forventninger, man har, og hente inspiration til indretning af stalde og folde.
Er man ikke spirende gedeavler, er man alligevel velkommen og tag hele familien med, lyder opfordringen fra gedeavlerne, som naturligvis sørger for at tage de nødvendige »corona-hensyn«.
jhal