Juletræsproducenter med julelys i øjnene

Corona-krisen bevirker, at tre millioner tyskere ikke rejser væk i julen. Det giver de danske producenter julelys i øjnene, selv om de store tyske julemarkeder næppe afvikles i år.

JULETRÆER Intet er og bliver som i fjor. Det gælder sikkert også julen. Og måske styrkes juletraditionen tilmed, nu hvor familierne med corona-restriktionerne bliver hjemme og rykker tættere sammen – også i Tyskland.

Mange tyskere – op mod tre millioner – rejser hvert år på ferie i juledagene, men hvis de fleste bliver hjemme og »blot« én million af dem køber et juletræ, vil det være rigtig godt for de danske producenter, som hvert år eksporterer over ni millioner juletræer.

Problemet er dog, at de tyske julemarkeder måske aflyses, og derfor skal de mange stadehandlere finde andre afsætningsmuligheder.

Færre messegæster

En række af de danske juletræsproducenter var for nylig samlet til den traditionsrige Langesømesse ved Odense, der naturligvis også var »corona-præget«. Normalt har messen omkring 3.000 besøgende fra både ind- og udland, men i år var besøgstallet halveret.

Især var det de mange udenlandske opkøbere af juletræer, som måtte blive hjemme på grund af corona-restriktionerne, der i øvrigt også havde medført, at messen blev afviklet to uger senere end normalt.

Også udstillingsarealet var en smule indskrænket, og med hvide streger midt på skovvejene og med færre madboder og udskænkning blev der taget de fornødne forholdsregler overfor Covid-19.

Uændrede priser

Skovfoged Kenneth Klausen fra organisationen Danske Juletræer forventer uændrede afregningspriser for de millioner af danske træer. Og det selv om tilplantningerne i disse år er på et lavere niveau som følge af den økonomiske situation med det lave prisniveau og manglende generationsskifte blandt producenterne.

Kenneth Klausen ser dog trusler fra øgede arealer med juletræer i både Tyskland og Polen.

- Klimaet har været med træerne i disse områder, så en hård vinter ville være en fordel for de danske juletræsproducenter, lyder det lakonisk fra juletræsskovfogeden, der ser en udvikling mod en mere bæredygtig produktion.

- Der er mere fokus på mindre kemianvendelse og flere økologiske juletræer dukker stille og roligt op på markedet. Til gengæld frygter vi ikke udbredelsen af plastiktræer, som er langt mere belastende for klima og miljø end de traditionelle juletræer, påpeger Kenneth Klausen.

Læs også