Johs. Mertz A/S udvider sortimentet til mekanisk ukrudtsbekæmpelse med ukrudtsstrigler og stivtandsharver fra tyske Treffler.
Det tyske mærke til ukrudtsstrigling, Treffler, der hidtil er blevet solgt af hollandske Manatmachine, får nu lokal forhandler i regi af Johs. Mertz A/S, som dermed udvider sortimentet til de økologiske landmænd.
- Vi har længe ønsket at få udvidet vores produktsortiment med et anerkendt mærke inden for mekanisk ukrudtsbekæmpelse, og Treffler har stået øverst på ønskelisten, udtaler Kurt Ødegaard fra Johs. Mertz.
Udover at Treffler-striglerne kan fås i alle arbejdsbredder helt op til 27 meter, er det et unikt, patenteret fjedersystem, der fremhæves af kunder verden over.
- Det bevirker, at ukrudt ovenpå for eksempel en kartoffelkam får samme »tæsk« og jorddækning som ukrudt nede i kammen. Angrebsvinklen og derved aggressiviteten stilles fra traktorkabinen løbende, imens regulering af hastigheden er med til at give den perfekte strigling og jorddækning, forklarer Kurt Ødegaard.
Præcis arbejdsdybde
Udover strigler har Treffler introduceret TGA250-430 gennemskærings-stivtandsharven, der kan arbejde ekstremt præcist meget øverligt.
- Den kører på bogiehjulophæng og derved opnås en meget præcis arbejdsdybde på helt ned til to centimeter og med gåsefodstænder et overlap på otte centimeter, meddeler Kurt Ødegaard.
TGA-harven kan fås med en række forskellige efterharver/valser, heriblandt en patenteret fjeder-stavpakkervalse, som både knuser stængler og samtidig holder valsen ren.
Johs. Mertz er i forvejen importør og forhandler af en række maskiner til økologiske landbrug, herunder Steketee-rensere og redskabsrammer, Vanhoucke-rækkebrændere, Rema-kartoffeltoptrækkere og HoneyBee-traktormonterede skårlæggerskæreborde.
jhal