Den igangværende vejstrid i Vejen Kommune omkring den civile spærring af Skovgårdsvej, kan nu tilføjes endnu et trist kapitel.

Ifølge JydskeVestkysten, har Vejen Kommunes borgmester, Egon Fræhr, (V), oplevet at få anonyme trusler på livet, hvilket har fået Politiets Efterretningstjeneste, PET, til at udstyre borgmesteren med en overfaldsalarm.

Samtidig har politiet foretaget patruljeringer omkring borgmesterens private hjem ved Brørup.
Truslerne skal have stået på igennem nogen tid, men hidtil har Egon Fræhr, efter samråd med PET, valgt at hemmeligholde dem overfor medierne.

-  Men det giver ikke rigtig mening, at forsøge at holde det hemmeligt, siger han til avisen.

Sagens anden part, svineproducent Martin Lund Madsen, der har spærret Skovgårdsvej, tager skarpt afstand fra truslerne mod borgmesteren.

-  Det er helt uacceptabelt og hører ikke hjemme i et demokratisk samfund, lyder det fra Martin Lund Madsen som reaktion på truslerne mod Egon Fræhr.