Danmarks største løggartneri til salg for 10 millioner

Danmarks største løggartneri i Strib nær Middelfart er blevet sat til salg. Prisen er 10 millioner kroner.

Gartneriet har 70 ansatte, og ejeren, Leif Larsen, der også er kendt som Tulipan-Larsen, led tidligere på året et stort tab på sin produktion af påskeliljer. Grundet den hårde vinter brændte han inde med cirka halvdelen af sine påskeliljer, og det har spillet ind på hans beslutning om at sælge gartneriet.

- Jeg har altid syntes, det var sjovt at drive gartneri. Men det er det ikke længere, når jeg går forbi de fyldte kølehaller med påskeliljer. Jeg fylder 68 næste gang og har heller ikke den samme energi som tidligere, siger Leif Larsen til fyens.dk.

Han ser flere mulige købere til gartneriet.

- Vi er et udpræget løggartneri, der køber alle vores løg i Holland, så jeg har altid sagt, at det ville være oplagt for en hollandsk løgproducent at købe mit gartneri. En anden køber kunne være et stort dansk gartneri, eller en yngre, energisk gartner som brænder for sagen, for gartneriet er blandt de mest moderne herhjemme, forklarer Leif Larsen videre. 

Gartneriet står for over halvdelen af den danske produktion af blomsterløg.

Læs også