Borreby Gods indbød sidste år til Den store Høstfest – et Morten Korch-inspireret show, der blev en så stor succes, at der igangsættes nye høstfester.
På Borreby Gods ved Skælskør i Sydvestsjælland har der den seneste tid været travlt med forberedelserne til premieren den 20. september på Den store Høstfest, som er et Morten Korch-inspireret show.
Efter premieren går det løs et antal fredage og lørdage, hvor showet ruller over scenen eller udspiller sig ved bordene og de høstfestglade gæster i godsets store teatersal.
Teatersalen er indrettet i en stor gammel lade på Borreby Herreborg, der blev bygget i 1556. Det er dermed en stor, god og special ramme om høstfesten i autentiske og rustikke omgivelser.
Gæsternes ønsker opfyldt
- Vi havde stor succes med Den store Høstfest sidste år, fortæller Joachim Castenschiold, der sammen med show- og revymand Jan Schou er blandt initiativtagerne til denne særegne, men også på mange måder traditionsrige markering af at høsten er i hus.
Og som sidste år vil Den store Høstfest være et show inspireret af nogle af de gamle filmklassikere, hvor også Borreby borg indtog en rolle, ligesom der indgår mad, sang, musik og dans.
- Konceptet bliver det samme, men vi har lyttet til gæsternes ønsker. Derfor har vi i år åbnet op for et egentligt dansegulv til de gæster, der har lyst til at danse og blive her lidt længere for at feste igennem.
Afsluttende lyder det fra Joachim Castenschiold, at mange gårde og godser har tilmeldt deres medarbejdere til dette års høstfest.