Fra Sønder Felding til Saskatchewan
Herningegnens Landbrugsfond uddelte forleden en række legater til foreninger og enkeltpersoner.
Her er alle legatmodtagere fra Herningegnens Landbrugfonds seneste uddeling.
Seancen foregik hos Sagro iHerning. Blandt modtagerne var Herning Rideklub, Sønder Felding Gymnastik og Idrætsforening, Gjellerup Skytte-, Gymnastik og Idrætsforening, Gjellerup Jagtforening, Pigespejdere i Kibæk, KFUM-spejderne i Snejbjerg, Anders Bak Bojsen, Council Center, KFUM-spejderne Tjørring Gruppe.
Fondens formål er at skabe god opmærksomhed omkring landbruget. Formålet er desuden at støtte personer, som har ydet en særlig indsats til gavn for landbrugets omdømme. Der kan også ydes legater til unges uddannelse, studierejser og lignende. Fonden uddeler omkring 150.000 årligt.
Studietur til Canada
En af legatmodtagerne er Anders Bak Bojsen fra Vorgod-Barde. Han er i gang med EUX som landmand i Viborg. Han har søgt penge til en fem måneder lang studie/arbejdstur til Canada.
- Alle andre rejser til Australien, så jeg ville prøve noget andet, siger han. Det er godt at se, hvordan landbrug drives i andre lande – også selv om de ikke er så effektive som danske landmænd, siger han.
Og det bliver klart noget andet end danske forhold. Ganske vist er Vorgod-Barde ikke det mest mundrette bynavn, men canadiske Saskatchewan er hverken til at sige - eller stave. Og så er bedrifterne bare ikke så lidt større. Han skal arbejde på en gård med 2800 hektar og 185 kødkvæg.
Støtte til bosted
Anna Nees og Sonja Bjerregaard modtog på vegne af den selvejende institution Council Center, Vildbjerg penge til aktiviteter for beboerne på centret.
Her er tale om en halv snes beboere. Council Centeret er startet af Esther Krogstrup, der i 1998 blev alene på gården Nøvlingskov. Hun havde et ønske om at skabe et bosted, ud fra kristne livsværdier, hvor fællesskabet skulle være det bærende. Hun gav det navnet Council Center ud fra et ønske om at signalere, fællesskab, sammenhold og mulighed for støtte og vejledning. Senere blev der etableret en selvejende institution, og man købte den nærliggende konfektionsfabrik Jørli, som i dag danner rammen om bofællesskabet.
Aaskov og Hammerum Herreds Landboforeningers legatmidler stammer fra det nedlagte ejendomskontor i Herning. Her var der sat midler af til sikring i forbindelse med ejendomshandler. Da disse midler ikke kom i anvendelse, blev de samlet i en fond. Fonden bliver over de næste år tilgodeset med midler fra Herning Landboauktion, der er lukket. De andele, som ikke er blevet indløst efter en årrække, tilfalder fremadrettet legatet.