Jæger frakendt jagttegn efter ulvedrab

67-årig, som skød og dræbte en fredet ulv, får 40 dages betinget fængsel og må ikke gå på jagt i to år.

Vestre Landsret i Viborg stadfæstede i går dommen over en 67-årig mand, som skød og dræbte en ulv i Vestjylland.

Dermed stadfæstede landsretten en dom fra Retten i Herning på 40 dages betinget fængsel for ulvedrab. Som en skærpelse mister den 67-årige sit jagttegn og må ikke erhverve det de næste to år, fremgår det af Politiken og dr.dk.

Anklageren havde ifølge Politiken krævet manden idømt mindst seks måneders ubetinget fængsel og frakendelse af jagttegnet. Anklageren finder det skærpende, at manden affyrede tre skud, mens han sad i sin Toyota Landcruiser.

- Han sidder i lædersædet på sin Toyota Landcruiser med sin Leupold jagtkikkert. Han kan godt se, hvad det er for dyr, han skyder, sagde anklageren ifølge Politiken.

Og anklageren afviste, at dyret kunne forveksles med en hund med ulveblod i årerne, især ikke af en mand, der har arbejdet med skov- og landbrug hele sit liv, som han sagde.

Ikke af ondskab

Forsvareren talte for frifindelse og sagde, at ulven ikke var skudt af ondskab, men fordi manden ikke så anden udvej, da han var påvirket af, at dyr af fåreavlere i området var dræbt og lemlæstet.

Manden blev ifølge dr.dk i oktober 2018 ekskluderet fra Danmarks Jægerforbund.

Kent Olsen, videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum Aarhus, var indkaldt som vidne i landsretten for at udlægge resultatet af dna-undersøgelsen. Han bekræftede, at der uden tvivl var tale om en ulv.

Sagen blev anmeldt til politiet af en fotograf, som tilfældigvis var i området og filmede episoden.

laj

Læs også