Lantmännen uddeler millioner til andelshavere

Lantmännen, der har 25.000 andelshavere, sender 430 millioner danske kroner tilbage til medlemmerne på baggrund af 2018-regnskabet. Det blev vedtaget i går på en generalforsamling.
Et tilfredsstillende økonomisk resultat i 2018 får nu det svenske andelsselskab Lantmännen til at sende 619 millioner svenske kroner – 430 danske – tilbage til andelshaverne. Det er det højeste beløb nogensinde.
- En af Lantmännens største styrker som landbrugskooperativ med en balanceret forretningsportefølje er, at vi kan agere hurtigt for at møde udfordringer, og at tilfældig modgang i nogle forretningsområder kan kompenseres gennem stærkere resultater i andre, siger Per Olof Nyman, Lantmännens koncernchef.
Trods tørke og en lavere ethanolpris fik Lantmännen et årsresultat på 1,4 milliarder svenske kroner. Det svarer til 964 millioner danske og er lavere end året før, hvor udbetalingen til andelshaverne lå på godt 150 millioner kroner.
Udbetales 14. maj
Lantmännen, der har 25.000 andelshavere, er en af Europas førende aktører inden for landbrug, maskiner, mad og bioenergi.
Udbetalingen til virksomhedens medlemmer blev vedtaget i går på en generalforsamling på baggrund af bestyrelsens forslag. Udbetalingen vil finde sted 14. maj i år.
mip