Mange venter på større håndværkerfradrag

UNDERSØGELSE En ny spørgeundersøgelse viser, at en tredjedel af danskerne har byggeprojekter liggende i skuffen, som de gerne vil sætte i gang, hvis håndværkerfradraget blev mere attraktivt.

Hvis politikerne vil redde arbejdspladser og lærepladser i landets mange små og mellemstore virksomheder, så er håndværkerfradraget en af flere veje ud af corona-krisen, lyder vurderingen fra Dansk Byggeri.

- Håndværkerfradraget har mange fordele. Det gør sort arbejde hvidt og fremmer den grønne omstilling, siger cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg og tilføjer:

- Det er samtidig et nyttigt redskab til at skrue op og ned for aktiviteten i samfundet, og det vil derfor være oplagt for politikerne at bruge netop håndværkerfradraget til at få gang i hjulene oven på corona-krisen, som tilfældet også var i årene efter finanskrisen.

Læs også