Når en gammel stald, lade eller måske et maskinhus er blevet gammelt og overflødigt, bliver det oftest revet ned. Men byggeaffaldet behøves ikke at blive betragtet som værdiløst affald.

Anders Matzen ved Toftlund tilbyder stenknusning af blandt andet byggematerialer til både landbrug, industri og kommuner. Her omdannes byggeaffald til ny belægning på køreveje, markveje og skovveje.

Og det er en virksomhed med mange års erfaring og virke, som han i dag står i spidsen for. Tidligere var det nemlig hans bror Bent Matzen, der stod for, og tegnede virksomheden udadtil, med Anders hjemme, og ansvarlig for blandt andet leverandør og kundekontakt.

Efter broderens død sidste år, er det nu Anders Matzen, der alene har overtaget virksomheden og nu kører den videre under sit eget navn. Kunderne er stadig i det syd-, midt- og vestjyske samt Fyn og øerne.

-  Jeg er klar på opgaven, som jeg går ydmygt til, fortæller Anders Matzen, der til ikke er i tvivl om, at der også fremover vil være god efterspørgsel efter stenknusning.

”Sten-Knuseren” klarer alle typer stenmaterialer op til 25 centimeter – herunder også natursten. Samtidig tilbyder Anders Matzen også rodfræsning på stenfyldte jorde samt grenknusning af enhver art.

 

Dårlige veje koster

Det stiller flere krav, når der skal vælges vejbelægning til køreveje, markveje eller skovveje. Det skal kunne holde til kørsel med tunge maskiner, vejrliget, og ikke mindst være tæt og fast, så der ikke opstår hulrum, hvor eksempelvis skadedyr kan trives.

Det stenknuste materiale bliver til skærver, der gør at de kan kile sig sammen og derved bliver en fast, tæt og stærk vejbelægning. Anders Matzen anbefaler et lag på mellem 30 og 40 centimeter. Efter 3 – 4 år kan vejen med fordel fin-afhøvles og jævnes af, så man hele tiden sørger for at have en jævn vej uden huller.

-  Jeg ser stenknusning som et alternativ til stabilgrus, forklarer Anders Matzen, der har lavet beregninger af, hvad dårlige og ujævne mark- og tilkørselsveje kan koste i øgede omkostninger i form af ekstra køretid og dermed arbejdstimer.

Dårlige veje giver længere køretid for eksempelvis gylletransporter og andre tunge landbrugsmaskiner, når de skal rundt på bedriften. Og der kan være tusindvis af kroner at hente hér.

Anders Matzen er altid klar med rådgivning og ideer til den konkrete opgave ude hos kunderne. Han arbejder samtidig på at få oprettet en hjemmeside, hvor det nye firmanavn samt ”Sten-Knuseren” kan ses og opleves.