Planteavl i dybden
Onsdag den 30. januar afvikler Patriotisk Selskab den traditionsrige konference med praktisk planteavl i fokus.
Hvert år giver planteavlen nye praktiske udfordringer. Mens 2017 måske var det hidtil mest besværlige år for landets planteavlere, har indeværende sæson hidtil været noget nær den perfekte for afgrøderne.
- Det er tørt i jorden efter den meget tørre sommer. Derfor har planterne i efteråret dannet et godt rodnet, og hidtil har der ikke været nogen former for nedfrysninger her i vinter, siger chefkonsulent Erik Andkær Pedersen forud for Patriotisk Selskabs planteavlskonference onsdag den 30. januar, hvor der traditionen tro vil være fokus på den praktiske planteavl.
- Med de vidt forskelle forhold i de seneste to efterår kan det være svært at finde relevans i teoretisk planteavlsviden og forsøgsresultaterne. Derfor er det afgørende at have en strategi i bedriften, der kan håndtere den omskiftelighed, vi også vil komme til at opleve i fremtiden.
Humus
Chefkonsulenten finder det også vigtigt, at planteavlerne har en strategi, som understøtter megatrenden i samfundet, der kræver stadigt mere bæredygtige løsninger.
Derfor indeholder programmet for planteavlskonferencen i Odense Congress Center en række indlæg, hvor der er fokus på planteavlsøkonomien, omkostninger, udnyttelsen af N-mængden og de begrænsede muligheder for brug af plantebeskyttelsesmidler.
Et fokuspunkt er forbedring af jordens indhold af humus, som kan tænkes mere ind i dyrkningssystemerne. Der vil være et indlæg om overraskende effekt af pløjefri dyrkning, og om større maskiner i fremtiden vil kunne erstattes af robotter.
Dagen slutter med en opsummering af erfaringerne fra den forgangne sæson, og med et indlæg af driftsleder Bo Jensen, Agro-Alliancen, om præcisionsjordbrug på godserne Egeskov og Ravnholt.
Det koster 775 kroner inklusive forplejning at deltage for medlemmer og 200 kroner ekstra for ikke-medlemmer. Tilmeldingsfristen er senest på torsdag den 24. januar til Patriotisk Selskab.



































