S afviser at regning for tidlig pension sendes videre til landbruget
Ifølge et svar fra Finansminister Kristian Jensen (V), så vil en såkaldt balanceskat til Finanssektoren, som er en af de muligheder Socialdemokratiet foreslår at finansiere sit pensionsudspil med, komme til at betyde øget omkostninger for landbruget. I alt 200 millioner kroner årligt vurderer man således i Finansministeriet, at sådan en balanceskat vil koste landbruget.
Fra Simon Kollerup, fødevareordfører i Socialdemokratiet, der desværre ikke nåede at vende tilbage med svar til Effektivt Landbrug inden deadline på gårsdagens avis, hvor vi bragte historien, bliver det dog afvist, at landbruget kommer til at betale en stor del af regningen, hvis partiets pensionsudspil føres ud i livet.
- Vi ønsker, at finanssektoren betaler et samfundsbidrag, og det skal skrues sådan sammen, at det bliver finanssektoren selv, der betaler og ikke kunderne. Det er rigtigt, at vi nævner balanceskat som en mulighed, men det skal selvfølgelig ikke være sådan, at finanssektoren bare sender regningen videre til deres kunder. Derfor kan danske landmænd tage det helt med ro.
- I Danmark bør man kunne trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er kun rimeligt. Sådan er det ikke i dag. Derfor vil vi tage fat på det her område. Og selvfølgelig er det ikke danske landmænd, der skal finansiere vores udspil til værdig tilbagetrækning, siger Simon Kollerup




































