- Dødsulykke må mane til ekstra opmærksomhed i landbruget
Torsdag mistede en brandmand livet, da han var i færd med at slukke en markbrand ved Tåstrup sydvest for Aarhus.

I det meget tørre klima er risikoen for markbrande voldsom stor. Arkivfoto: LLN Press.
Nyheden er blevet modtaget med forståelig sorg hos Landboforeningen Kronjylland, hvor man mener, at ulykken må give stof til eftertanke.
- Vores tanker går til de efterladte. Intet er så tungt, som at miste sin kære. At ulykken er sket i vores erhverv på en høstklar mark, det er vi, landmænd, nødt til at tage til alvorlig efterretning, siger Christian Jensen, der er formand for Landboforeningen Kronjylland.
Han peger på, at man som landmand bærer et kæmpe stort ansvar i den her tørre tid. Et ansvar for at være mere end almindeligt opmærksomme på, hvad man gør, når man bevæger sig ud for at høste, fordi det involverer andre mennesker, hvis det går galt.
Den mindste gnist fra metal mod en marksten og andre hændelser, som normalt er bagateller, får hurtigt katastrofale følger i denne tørke.
- Min opfordring er derfor, at vi alle, kollegaer og medarbejdere bringer vand og/eller andet brandslukningsmateriel med i marken, har øjnene på stilke og i det hele taget er nærværende og opmærksomme, når vi kører derude, siger han.
- Uheld er uheld, men vi må bestræbe os på at undgå dem, med alt det, der står i vores magt i den her tid.
Den 41-årige brandmand mistede livet, da han blev kørt ned af et slukningskøretøj, da brandmanden var i færd med at etablere et brandbælte omkring en brændende mark.