På østjysk staldtur med kommissæren
Phil Hogan, EU´s landbrugskommissær, besøgte forleden familien Gammelgaard i Odder for at høre om dansk landbrugs udfordringer.
Den irske EU-kommissær for landbrug, Phil Hogan, trak i kedeldragt og gummistøvler, da han den 19. juni var på staldbesøg hos I/S Gammelgaard ved Odder for at se en moderne svineproduktion og høre om dansk landbrugs udfordringer.
- Det var enormt spændende at vise rundt i stalden og fortælle om vores svineproduktion, siger 22-årige Anna Campton, der er elev på gården.
Sammen med andre medarbejdere samt den ene af ejerne, Jens Gammelgaard, førte hun kommissæren og hans nærmeste rådgivere rundt i de forskellige staldafsnit på bedriften på ”Lunden” vedOdder, hvor der er et nyt og topmoderne soanlæg med plads til 1180 søer.
- Han var imponeret over dét, han så, specielt vedrørende effektiviteten, systematikken og dyrevelfærden, siger Anna, der fortalte om driften og principperne i svineproduktionen til Phil Hogan og hans embedsfolk samt formandskabet i Landbrug & Fødevarer.
I/S Gammelgaard har en årlig produktion af 38.000 smågrise og 25.000 slagtesvin, og der drives 530 hektar. Jens og Susanne Gammelgaard startede på Enggården i 1979 med 19 hektar, og siden har deres landbrug vækstet og udviklet sig. Det drives i dag sammen med sønnen Allan og hans kone, Lone, i en familieejet virksomhed. (Allan Gammelgaard var forhindret i at deltage).
Anledningen til Phil Hogans besøg på I/S Gammelgaard var, at han forleden var i Danmark i forbindelse med IFAMA World Conference, hvor der blev sat fokus på bæredygtig produktion inden for fødevarer.
Læs hele artiklen i næste uges LandbrugØst, der allerede kan ses på nettet fredag d. 24. juni.






































