Mange ord om landbrugets stigende bidragssatser
De stærkt omdiskuterede bidragssatser til realkreditsektoren bunder i den finansielle sektors griskhed og grådighed, lød det fra Landbrug & Fødevarers formand på stormøde i Sorø.
Den totale liberalisering er ikke nødvendigvis godt. Det budskab havde de færreste måske forventet fra formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, der også tidligere har været liberal Venstre-borgmester i Struer.
Men når det gælder en total liberalisering af de finansielle markeder, bringer de fri markedskræfter det værste frem i folk, påpegede Martin Merrild på et stormøde hos Gefion i Sorø.
- Margaret Thatcher og Ronald Reagan troede, at alt kunne liberaliseres totalt. Og vi gik jo selv med på det herhjemme. Men griskheden og grådigheden tog fuldstændig over, lød det fra Martin Merrild, der påpegede, at netop griskheden og grådigheden i den finansielle sektor sidst i nullerne førte til finanskrisen.
- Og vi – helt almindelige mennesker, også landmænd, det er os, der betaler prisen for det den dag i dag, fastslog Martin Merrild.
Realkredittal skal frem
Meldingen fra Martin Merrild kom, fordi formanden for Østlige Øers Landboforeninger, Povl Fritzner, på mødet krævede, at der kommer tal på bordet omkring landbrugets bidragssatser til realkreditsektoren.
En debat som på det seneste har været ført i Effektivt Landbrug, efter at det er kommet frem, at realkreditsektoren har kanaliseret milliarder af de øgede bidragssatser, man har afkrævet sine kunder, over til bankerne, mens man i offentligheden har begrundet bidragsstigningerne med, at man fra politisk side er blevet pålagt at polstre sig økonomisk.
- Vi skal have landbrugets bidragssatser frem i lyset. Hos Seges har jeg fået at vide, at de tal ikke findes. Men sagen er, at nogen af vore kolleger fastholdes på et uholdbart niveau, lød det fra Povl Fritzner, der vurderede, at der kan være mere end én procent i forskel på de satser, landmænd afkræves i bidrag af realkreditselskaberne.






































