LHN`s direktør ny formand for DLBR-bestyrelse
Tage Hansen, 60 år, direktør for LHN i Tinglev, blev tirsdag valgt til ny formand for DLBR-bestyrelsen. Han afløser Klaus Andersen, der netop er fratrådt som direktør i LandboSyd og dermed også forlader DLBR-posten.
Den nye formand begyndte som økologichef hos LHN 1. januar 2008, og et halvt år senere blev han direktør for virksomheden. Tage Hansen har arbejdet for landbruget i mange år i en række lokale og regionale foreningsbestyrelser ligesom han har siddet i Dansk Landbrugs bestyrelse og i Landbrugsraadet.
Tage Hansen har som ambition for sit formandsvirke at sikre og udvikle det stærke sammenhold i DLBR.
- Sammenhængskraften skal styrkes. Det er der heldigvis også stor enighed om. Vi skal i mål med en række opgaver, som er sat i søen, men på den lidt længere bane skal vi også vurdere og effektivisere samarbejdsformen i DLBR, der jo består af ganske forskellige virksomheder, siger Tage Hansen.
Han vil også have udrulningen af det nye SEGES som et fokusområde.
- Det er en proces, der kommer til at tage lidt tid. Forskellige kulturer skal smeltes sammen, og det sker ikke bare over natten. I forholdet mellem DLBR og SEGES så er mulighederne for at optimere samarbejdet bedre end nogensinde før, og jeg glæder mig voldsomt til at tage endnu mere del i den proces, siger Tage Hansen, der også i sin nye rolle vil følge et fast mantra for tilgangen til arbejdet.
- Jeg nævner altid hvor vigtigt det er at møde landmanden i gummistøvlehøjde, men vi skal også tage landmanden med op i helikopteren for at skabe vidde og overblik. Den tilgang er jeg sikker på også vil tjene samarbejdet og udviklingen af DLBR, fastslår den nye formand.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































