LandboSyd i samarbejde med SvineRådgivningen

Medlemmer og kunder kan i fremtiden trække på et stærkt felt af rådgivere, oplyser adm. direktør Anders Andersen, LandboSyd.

LandboSyd bliver nu en del af Danmarks største faglige miljø for specialiserede svinerådgivere.

I fremtiden varetages LandboSyds svinefaglige rådgivning af SvineRådgivningen i Herning, som dækker en stor del af Jylland og har landboforeningen Midtvest, KHL og SLF i ejerkredsen.

Svinerådgivningen ledes af direktør Kjeld Askjær og har 22 medarbejdere på kontorer i Herning, Kolding og Vojens.

Der er indgået en samarbejdsaftale, som sikrer, at LandboSyds medlemmer og kunder kan trække på et stærkt felt af rådgiverprofiler og mange kompetencer i deres arbejde med at udvikle svineproduktionen, forklarer adm. direktør Anders Andersen, LandboSyd:

”Vi er særdeles positive over for at blive en del af et samarbejde, som dækker store dele af Jylland, og vi har et klart mål om at tilbyde rådgivning, som giver helt konkrete positive resultater på landmandens bundlinje,” siger adm. direktør Anders Andersen, LandboSyd.

- Samarbejdet mellem Svinerådgivningen og LandboSyd skal sikre en høj tværfaglig kvalitet ud til vores svineproducenter. En af de store fordele ved samarbejdet er, at kunderne får adgang til en bred palet af rådgivningsprofiler på det svinefaglige område. De kommer sammen med rådgiverne i LandboSyd til at stå som et stærkt team omkring kunden, siger Fagchef Anders Peter Frederiksen, LandboSyd. 

Læs også