Hurtig og smidig finansiering fra Claas

Alle Claas-forhandlere tilbydes nu hurtig og smidig finansiering. Udover et bredt udvalg af nye og brugte maskiner, er der også en meget bred vifte af muligheder for finansiering, som sammensættes nu-og-her ud fra kundens specifikke ønsker og behov hos de danske forhandlere af Claas.

Fleksible løsninger på finansiering af maskiner og redskaber efterspørges i stigende omfang af landmænd og maskinstationer med flere.

Danish Agro har igennem længere tid arbejdet med at udvælge de bedste partnere til finansiering. 

- Målet er at styrke vores kundetilbud på Claas-produkterne og derved øge vores samlede konkurrencekraft, forklarer Michael Husfeldt, adm. direktør for Danish Agro Machinery A/S.

Mulighederne for attraktiv finansiering er kommet efter indgåelse af en aftale mellem Danish Agro Machinery Finance og to stærke, finansielle partnere, nemlig SG Finans og DLL Finans Danmark.

- Begge er stærke specialister i alle typer finansiering af såvel nye som brugte landbrugsmaskiner.  En af de helt store fordele er, at finansieringen i langt de fleste handler ordnes straks online af forhandleren, understreger Michael Husfeldt.

Store professionelle selskaber

Både SG Finans og DLL Finans Danmark har været på det danske og internationale marked for finansiering af landbrugsmaskiner og meget andet i en lang årrække.

Begge har også løbende udviklet deres tilbud om finansiering til både at være hurtige, smidige og attraktive i pris.

- Vi er den del af Societe Generale, der er en af Europas største banker. Alene inden for finansiering af maskiner i Skandinavien har vi en løbende portefølje på omkring 30 milliarder kroner, forklarer Jens Andersen, ansvarlig for salg i SG Finans.

- Vores danske virksomhed er en del af en global virksomhed, der er til stede i over 30 lande på fem kontinenter. I 2016 havde vi alene i Norden en portefølje på 11,5 milliarder kroner, fortæller Ulrik Eg Jensen, salgschef for Food & Agri DK hos DLL Finans Danmark.

- Såvel SG Finans som DLL Finans Danmark stiller web-løsninger til rådighed, der er nemme at bruge, idet nøgleoplysningerne om kunderne nu-og-her afgør mulighederne for finansiering, forklarer Jens Andersen.

Uafhængig af danske banker

Normalt hænger finansieringen af maskiner i Danmark sammen med en dansk bank.

- Det gør vores nye aftaler med DLL Finans Danmark og SG Finans ikke. Vores løsning er en helt uafhængig finansiering, konstaterer Michael Husfeldt.

Dermed er det nemt og bekvemt at arbejde med finansiering af nye og brugte maskiner på en helt individuel måde for såvel kunde som forhandler.

Læs også