Yding Smedie overtager Horsens Maskiner
Yding Smedie overtager Horsens Maskiner pr. 1. november 2017. Horsens Maskiner ophører og Yding Smedie flytter til Egeskovvej 10 i Gedved ved Horsens.
Jeppe Rasmussen, der ejer Yding Smedie A/S, overtager Horsens Maskiner pr. 1. november.
Dette er også datoen for flytningen af Yding Smedie til Horsens Maskiners hidtidige adresse. I forbindelse med overtagelsen foretages en lille navneændring, så Yding Smedie fra 1. november hedder: Yding Smedie & Maskiner A/S. Alle kunder vil blive fuldt serviceret i det nye set-up.
Det er i år 21 år siden, at Jeppe Rasmussen overtog Yding Smedie med en enkelt medarbejder. Virksomheden er siden vokset til en væsentlig servicevirksomhed inden for landbrug, og beskæftigede inden overtagelsen 30 medarbejdere.
- At tænke virksomheden ind i en vækst- og udviklingsorienteret sammenhæng har været det rigtige – og naturlige – næste skridt, forklarer Jeppe Rasmussen.
- Yding Smedie tilfører bl.a. stor erfaring med klejnsmedeværksted og specialmaskinhandel samt salg og servicering af et omfattende maskinprogram. Horsens Maskiner har en stærk profil som CASE IH forhandler. Dette vil i forening sikre kunder og samarbejdspartnere endnu bedre resultater og service, vurderer Jeppe Rasmussen.
Han glæder sig til de nye opgaver, ikke mindst samarbejdet med de nye medarbejdere fra Horsens Maskiner.