Pesticiddebatten har gennem hele efteråret fyldt meget i landbrugsdebatten. Ikke mindst bladet Samvirkes forside med en maske- og beskyttelsesdragt-klædt salatspisende forbruger har været debatteret. Det samme har DN og Coops »Øktober«-kampagne. Ligesom forestående kommunale sprøjteforbud er stærkt omdiskuterede.

- Desværre er hele debatten om pesticiderne blevet en diskussion, hvor følelser kommer før fakta. Men det er altså ikke et grundlag, man kan lave lovgivning ud fra, pointerede Martin Merrild i sin beretning på delegeretmødet i Herning.

- Jeg vil gerne slå fast – overfor de der har glemt det – at pesticiderne i sin tid var en kæmpe landvinding for hele fødevareproduktionen. En landvinding på linje med udviklingen af penicillin inden for lægevidenskaben.

Proportionerne skal være i orden

Ifølge formanden er det imidlertid sket meget med pesticiderne de sidste 60 år. Han nævnte her bedre nedbrydelighed, mindre giftighed og lavere doser.

- Det betyder, at vi nu har nogle sikre og effektive midler, som er afgørende for, at vi kan få et stabilt udbytte af høj kvalitet. Den udvikling må vi ikke sætte over styr, fordi nogle få påstår noget andet og derefter febrilsk leder efter beviser, der kan bakke dem op.

- Så ender vi der, hvor vaccinationerne er endt i dag. Hvor nogen – af ren frygt – ikke lader deres børn vaccinere. Selv om den ene lægevidenskabelige undersøgelse efter den anden viser, at det er det bedste, du kan gøre for at beskytte dit barn – og deres kammerater. Det er ubegribeligt!

- Vi er altså nødt til at have proportionerne i orden og lytte til de fakta, der er på området, i stedet for at lade os rive med af vores følelser, fastslog Martin Merrild.