Ingen ministre, men for første gang levende mink på landets største dyrskue, der måske sætter rekord med over 100.000 besøgende
Fredag, grundlovsdag, klokken otte går dørene op til endnu
en udgave af Roskilde Dyrskue, der i år skriver historie på flere punkter.
For første gang i dyrskuet 46-årige historie er blandt
andet ingen af fagministrene – fødevareminister Dan Jørgensen og miljøminister
Kirsten Brosbøl – inviteret.
- Vi fornemmer ikke nogen interesse fra deres side. Så er
der ingen grund til, at vi generer hinanden med vores vidt forskellige
synspunkter, lyder forklaringen fra formanden for Roskilde Dyrskue, Povl
Fritzner.
Rigtig mange andre viser anderledes stor interesse for
Roskilde Dyrskue, og der er i år blandt andet mulighed for at se levende mink,
hvilket også er historisk. Det er nemlig første gang på en dansk udstilling og
dyrskue, at man kan opleve de aflange dyr.
Små debutanter
De små debutanter kommer i selskab med over 2.000 andre
dyr, og sammen med mere end 200 udstillere af landbrugsmaskiner, udstyr og
andet grej til både landbrug, hobbybedrifter og private hjem bliver der masser
at kigge på i Roskilde, der er hjemsted for landets suverænt største skue.
I fjor valfartede over 92.000 personer til Roskilde
Dyrskue, og det er ikke utænkeligt, at rekorden på 97.085 besøgende i 2011
bliver slået i år, hvor dyrskuet falder sammen med grundlovsdag og dermed
holdes på – for mange – tre fridage. Det kan være med til at nå de magiske
100.000 dyrskuegæster.
På mange områder vil alt være som det plejer på Roskilde
Dyrskue. Dyrene skal for en dommer, og for de mange besøgende er der både for
voksne og børn noget for enhver smag.