Fynsk kommune tilbyder gratis øko-tjek

Assens Kommune og Økologisk Landsforening sætter gang i et samarbejde

Assens Kommune tilbyder nu en række af kommunens konventionelle landmænd og lodsejere et gratis og uforpligtende øko-omlægningstjek. Det sker i samarbejde med Økologisk Landsforening.

- Et øko-tjek er ganske uforpligtende og anonymt og kan give landmanden et bedre billede af økologisk jordbrug – og af, om han eller hun kan se sig selv og sin bedrift i det. Vi møder mange landmænd, hvor tanken om økologisk drift allerede har strejfet dem, og vi får ofte aflivet nogle myter om økologi og økologer, lyder det fra økologikonsulent og projektleder i Økologisk Landsforening Mads Vinther.

Omlægningsprojektet, som hedder ”Lokal grøn vækst som lokomotiv for økologisk omlægning i Danmark”, er støttet af EU og Fødevareministeriet og udføres af Økologisk Landsforening for producentsammenslutning ”Økosalg og oplysning” bestående af Arla, Thise Mejeri, Mejeriet Naturmælk, Friland A/S og Urtekram.

Økologisk Landsforening oplyser, at over 500 landmænd i 20 kommuner i de seneste par år har takket ja til samme tilbud.

Læs også