-I år igen er Aulum Dyrskue klar til at tage imod dyr fra alle dele af landbruget, fortæller projektleder Jane Madsen og fortsætter:

-Det er en god fornemmelse, at vi kan få dyrskuet op og stå igen efter lukningen sidste år, og vi er helt sikre på, at Aulum Dyrskue bliver ved med at bestå mange år fremover.”

Sidste år var Aulum Dyrskue lukningstruet, efter at Heden og Fjorden valgte at lukke dyrskuet pga. økonomien. Men en ny bestyrelse trådte til og stiftede Aulum Dyrskue foreningen. Der nåede dog ikke at komme kvæg med på sidste års dyrskue pga. de mange veterinære regler. Til trods for stormende vejr og ingen kvægudstilling gik dyrskuet i et lille overskud, og derfor valgte bestyrelsen at fortsætte med at arrangere Aulum Dyrskue i samarbejde med projektleder Jane Madsen.

Bestyrelsen med formand Erik Sørensen i spidsen opfordrer derfor alle tidligere landmænd, der har udstillet med kvæg i Aulum til at støtte op om dette års dyrskue.

-Vi har fået stor hjælp udefra igennem Lemvig Dyrskue og Viking Danmark, så vi igen i år og i fremtiden kan have kvæg med på dyrskuet, fortæller Erik Sørensen.

-Det er dog vigtigt at huske at melde sig til på hjemmesiden, hvis dyrskuet fortsat skal kunne løbe rundt, men vi er dog meget fortrøstningsfulde, fortsætter han

 Jane Madsen opfordrer direkte til, at man rundt omkring i Midt- og Vestjylland prikker til hinanden og får tilmeldt sig dyrskuet i Aulum. Sidste tilmeldingsfrist er d. 8. juli på hjemmesiden for kvæg, heste, geder og får.

Dyrskuets økonomiske grundlag er også lagt i år, og derfor er det med stor ro i sindet, at bestyrelsen igen er klar til at afvikle dyrskuet. De lokale virksomheder har været en stor sponsorstøtte, mens Heden og Fjorden og Ove Jensen fra Lergrav igen i år valgte at være hovedsponsor for dyrskuet.

-Det er kun pga. den store lokale opbakning og tilmeldingerne til dyrskuet, at arrangementet kan løbe rundt, og derfor er vi rigtig taknemmelig for den store hjælp, vi har fået for 2. år i træk. Dette betyder, at vi kan holde den over 100 år gamle tradition i hævd, fastslår Jane Madsen.

 Jane Madsen arbejder desuden også på formidlingen omkring landbruget, og derfor er årets tema på dyrskuet, Landbrug i 1920’erne.

-Vi ser det som vores pligt at være med til at holde traditionerne ved lige og skabe forståelse for, hvorfra vi kommer som danskere, og hvor afhængige vi egentlig er af landbruget. Derfor vil vi hvert år vælge et tema til at sætte fokus på landbruget og dens store betydning for vores traditioner, økonomiske situation og vores evne til eksport til udlandet, fortæller Jane Madsen.

Alt i alt glæder bestyrelsen sig til at afvikle dyrskuet igen i år, og med hjælp fra både udstillere, dommere, lokalsamfundet og Viking Danmark tegner dyrskuet allerede nu til at blive en succes igen i år.