L&F’s Øko-formand Hans Erik Jørgensen kritiserer regeringens droppede målsætninger på økologiområdet på årsmøde på Axelborg.
Landbrug & Fødevares økologisektion holder tirsdag
årsmøde på Axelborg. Og sektionens formand, Hans Erik Jørgensen, har benyttet
lejligheden til at sende en kritik afsted mod miljø- og fødevareminister Eva
Kjer Hansen (V). Det sker efter, at regeringen for nylig besluttede sig for at
droppe målsætningen om en fordobling af det økologiske areal i 2020 i forhold
til, hvordan niveauet var i 2005.
- Overordnet set går det jo rigtig godt med økologien. Vi
har fået det opsving, som vi har knoklet for og håbet på i mange år. Men hvor
skal vi hen nu?
- Ja, det blev vi da lidt i tvivl om for et par uger
siden, da regeringen valgte at droppe målsætningen om fordobling af det
økologiske areal. Altså Eva Kjer, hvad skete der lige der, lød det fra Hans
Erik Jørgensen, da han tirsdag formiddag aflagde sin formandsberetning på
årsmødet.
Økologiformanden mener, at når man skal styre, skal man
have noget at styre efter.
- Det skal vi også inden for økologien. Jeg vil opfordre
regeringen til at genoverveje målsætningen. Den er ikke urealistisk, sagde Hans
Erik Jørgensen, der dog også fandt tid til at rose regeringen for blandt andet, at droppe randzoneloven og droppe sprøjte- og gødskningsforbuddet på §3-arealer, som dog især kommer det konventionelle landbrug til gode.
Selv beholder formanden sine randzoner frivilligt, berettede han.
- Det har
vi en god fornemmelse med, og det
har givet et godt dyreliv, sagde Hans Erik Jørgensen.
For at nå målet om en fordobling af det økologiske areal i
2020 skal 300.000 hektar være omlagt. Ved udgangen af 2014 var arealet blot
steget til cirka 176.000 hektar