Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen vil droppe forbud mod sprøjtning og gødskning på §3-arealer, og det forslag får ros fra L&F
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har bebudet, at
hun sender et lovforslag i høring, der foreslår en tilbagerulning af
gødningsforbud på §3-arealer.
Forbuddet mod at gødske og sprøjte på arealer, der er
beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3, skulle være trådt i kraft i 2017. Lovforslaget
sikrer ifølge Landbrug & Fødevarer (L&F), at op mod 45.000 hektar
græsarealer forsat vil blive plejet med høslæt og afgræsning til gavn for
blandt andet fugle og kreaturer.
- Det er glædeligt at se, at ministeren følger op på blå
bloks løfter og nu tilbageruller bestemmelserne om et forbud. L&F har fra
første færd arbejdet mod forbuddet, fordi det ikke giver mening. Det ville
betyde store tab for landmanden og negativ effekt på pleje af naturarealerne, lyder
det fra viceformand i L&F Lone Andersen.
- Gødningsforbuddet var et urimeligt indgreb i landmandens
råderet over arealerne. Samtidig giver det langt mere natur- og biodiversitet
for pengene, hvis ressourcerne bruges målrettet på at sikre de mange tusinde
hektar beskyttet natur, som aldrig er blevet gødsket eller pløjet og som i dag
er ved at gro til på grund af manglende naturpleje, tilføjer hun.
Lone Andersen peger på, at landbruget spiller en central
rolle i beskyttelsen af natur og udvikling af naturværdier, og L&F bakker
op om en målretning af indsatsen.